Scener på mikroplan
STORE SCENER VS. SMÅ AFSNIT
Når du laver en "scene" i en bog eller novelle, skal den på det større plan have en indre sammenhæng. Når du skriver en "scene" er rækkefølgen: 1) mål, 2) konflikt, 3) katastrofe/udfald.
Karakteren skal have et mål, som læseren kan mærke. Der skal være en konflikt, der forhindrer karakteren i at nå målet, og et udfald, som oftest er "katastrofalt" fordi karakteren ikke når sit mål (hvis alt er let, er der ikke rigtig drama og spænding).
Hvis det er en "sequel" - en af de "scener", hvor karakteren har tid til at trække vejret og tænke sig om, er rækkefølgen: 1) reaktion (på udfaldet i scenen inden), 2) dilemma, 3) valg.
Læs mære om scener og sequels her: http://www.christinaebbesen.dk/#!Scener-og-sequels-på-makroplan/cwrt/55f87a270cf23d0ff004d31a
På det stoer plan skal den rækkefølge fungere, og det kan du strikke sammen på et utal af måder.
Men på det helt mikroskopiske plans kal hver særning og hvert afsnit faktisk også struktureres i en bestemt rækkefølge, for at din læser føler sig taget ved hånden.
HUSK DEN RIGTIGE RÆKKEFØLGE
Først skal du nævne den ydre, objektive motivation, f.eks. Hvepsen der stikker
Dernæst følger 1-3 ting, inde, subjektivt i karakteren. Du behøver ikke alle tre, måske vælger du kun en eller to af tingene, men uanset hvor mange du bruger, skal de komme i denne rækkeføølge.
1) Følelser: Hvis karakteren er blevet stukket, vil den første følelse nok være smerte efter et hvepsestik, måske bliver karakteren forskrækket og han kan muligvis mærke hjertet slå hurtigere.
2) Refleks: ikke noget karakteren har nået at tænke over, men noget han gør nærmest automatisk. Når han bliver stukket af en hveps, vil han sikkert klaske den.
3) Rationelle handlinger og tale: det er nok her karakteren bander over hvepsen, måske finder han en lokalbedøvende creme frem, eller kalder på apotekeren i gruppen der er på eventyr sammen - for hvem tager på eventyr uden en healer?
HVERT ENESTE AFSNIT
Hvert eneste afsnit i din historie, bør følge denne rækkefølge, og du kan lave et nyt afsit, hver gang der kommer en ny ydre motvation.
Her er et eksempel, der starter med ydre motivation, så kommer den indre reaktion, hvor jeg springer følelsen over, og går direkte til refleks efterfulgt af rationel tale. Så et linjeskift til næste afsnit med en ydre motivation, følelsesmæssig reaktion og refleks:
Den lille drageunge hapsede et lam fra flokken, fløj op i en gran og guffede dyret i sig, så ulden dryssede i bløde totter. Peter strammede grebet om sin hyrdestav og løb over til træet. "Slip Molly, din forvoksede varan!" råbte han og sparkede til stamen.
Mollys bagben forsvandt ned i dragens gab, den smaskede et par gange og vendte blikket mod Peter. Dens pupiller udvidede sig og den slikkede ulden væk fra gabet. Peter mærkede frokosten vende sig i maven. Sveden sprang ud af samtlige porrer og han faldt nærmest over sine egne ben, da han hastigt bakkede væk fra træet med staven foran sig.
Hvis Peters direkte tale var kommet før hans refleks blev beskrevet, så havde rækkefølgen i følge teorien ikke virket særlig godt:
"Slip Molly, din forvoksede varan"! råbte Peter og sparkede til træet, som han var løbet over til, med et stramt greb om hyrdestaven.
Her har jeg også været nødt til at ændre på tiden, fordi jeg ikke kan forstille mig en sætning, hvor han sparker til træet, inden han er løbet hen til det.
Du kan sagtens bryde reglerne, og jeg ved ikke hvor skrækkelig det ville være, hvis maven vendte sig i Peter og han begyndte at svede efter han bakker. Men som hovedregel, er det slet ikke dumt, at følge denne rækkefølge. Men det er i hvert fald smartest, at du viser det, der skal reageres på før reaktionen.
