Jeg er født 1981, er vokset op på Fyn, har været på højskole og universitetet i Århus og arbejder nu i København, selvom jeg er ansat i Århus stift og egentlig skal dække hele landet som døvepræst. Selvom jeg er meget fascineret af sprog, læste jeg på matematisk linje i gymnasiet, og derefter tog jeg på Testrup højskole for at udfolde min kreativitet i 4 måneder, med drama, musik, keramik og billedkunst. Derefter gik turen til Århus Universitet, hvor jeg fra 2001-2007 studerede teologi. Og efter at have lærd latin, hebraisk og koine græsk, og efter at have læst en masse kloge ord fra religionshistorikere, filosoffer, kirkehistorikere og systematiske teologer på engelsk, svensk, norsk, dansk og især tysk, blev det endelig tid til at skrive speciale. Jeg valgte at skrive om noget så aktuelt som Harry Potter-bøgerne. Mit speciale skulle afleveres 5 uger efter, at den sidste bog i serien udkom på engelsk, så jeg havde travlt med at analysere, hvordan godt og ondt behandles, og hvilken etik som udtrykkes i disse fantasy værker. Dette arbejde har jeg videreudviklet i foredrag og bøger.
I stedet for at tage direkte på pastoralseminariet og blive færdiguddannet præst, valgte jeg at studere tegnsprog et år fra 2007 - 2008, for at specialisere mig og åbne muligheden for at blive døvepræst. Da jeg er meget visuel, syntes jeg at dette var en spændende mulighed. Efter basisuddannelsen i tegnsprog gik turen til pastoralseminariet i Århus, og efter et halvt års oplæring i de praktiske aspekter af præstearbejdet var jeg færdiguddannet sidst i december 2008.
To måneder senere i februar 2009 begyndte jeg som barselsvikar i Døves Kirke på Frederiksberg, for den ene af Danmarks 6 døvepræster. Sikke en timing. Personligt Jeg er som sagt meget visuel, og jeg elsker at tegne og male, og derfor var det så spændende at arbejde med tegnsprog, hvor jeg kan få lov til at tale med hænderne og billedliggøre sproget på en måde, som ikke er mulig på normal dansk. Men jeg tegner ikke kun, når jeg taler på mit arbejde, jeg har også fået mulighed for at drage min hobby med ind i arbejdet. Idet alle døve også er meget visuelle, kan mine tegneevner bringe lykke både i gudstjeneste og i undervisningssammenhænge på mit arbejde.
Jeg kommer ikke fra en særlig religiøs familie og er selv ret sekulær. Jeg hører ikke til dem, som synes, at Gud bliver mindre af, at han ikke bogstavelig talt skabte universet på 6 dage for 6 tusind år siden. Og jeg synes ikke, at vi mennesker bliver mindre specielle eller mister vores gudsbilledlighed, bare fordi det tog et par millioner år at udvikle os fra aberne til de fantastiske væsner vi er i dag. Jeg har det helt fint med at se Gud, som ham der ”knipsede til det første atom i Big Bang”… eller i hvert fald fik Hix felderne til at muliggøre universets udvidelse til det, vi lever i idag.
Når jeg har fri, tegner jeg tegneserier eller maler. Jeg er inspireret af den japanske tegneserie- og tegnefilmkunst (hvorfor jeg også har lærd lidt japansk), og dette har især smittet af på mine online tegneserier. Jeg er på det seneste også begyndt at sælge ud af mine malerier og regner med at fortsætte.
