“Fantasy is hardly an escape from reality. It's a way of understanding it.” Lloyd Alexander

SKØNLITTERATUR

TIL ARETZ' ENDE

Første bog i serien hedder: Sumpbaronens Rejse.

Den fattige Baron, Gavin, deltager i en konkurrence for at vinde prinsessens hånd - eller for som et minimum forbedre sit blakkede ry og forhindre ærkerivalen, grev Erek, i at rane hans len.

Det religiøst konservative land ligger på randen af krig med elverne, hvilket komplicerer sagerne for Gavin. Den eneste væbner, han kan få, er nemlig elveren Robin, der har en mystisk fortid, og som Gavin kun har mødt en gang før... på en bar, efter en druktur, i en seng... nøgen.

TIDSHORISONT

Første bind i serien udkom ved forlaget Ulven og Uglen den 11. februar 2019, og kan købes her: https://www.ulvenoguglen.dk/butik/sumpbaronens-rejse/

Prequel novellen, "Flugten fra Ildvæveren", om den ene hovedperson kan købes som ebog her: https://ulvenoguglen.ebog.dk/Flugten-fra-ildv%C3%A6veren-9788793349445

Der er planlagt 6 bøger i serien, og planen er, at der skal udkomme en bog om året i februar, og en prequel novelle i januar.

TOG-TRAILER

Sumpbaronens Rejse Kapitel 1 - Christina E. Ebbesen
00:00 / 00:00

KAPITEL 1

En skrøbelig fremtid

Rubin var nødt til at skære sin ære af, og de lange elverører lagde sig fladt ned, mens han flettede sit mørke hår. Fingrene fandt dolken i bæltet, og han strammede grebet om hårpisken, men tøvede.

Han vaklede hen til bredden af den lille skovsø, han havde slået lejr ved. Kniven slap han, så den dumpede ned i det brune, visnede løv, under de tætte trækroner, der ikke lod meget lys slippe igennem. Han gik i knæ og skovlede et par kolde håndfulde vand i ansigtet, mens en skovskade kaldte på sin mage med sørgmodige skrig.

 

Så sank han sammen og lænede sig tilbage op ad en grædepil. Med begge hænder klamrede han sig til håret. Han måtte fjerne dette synlige symbol på sin ære, ellers ville hans frihed igen blive frarøvet ham. Hvor ydmygende, og ironisk at være nødt til at udgive sig for at være slave, for at kunne rejse frit, tænkte han.


Brændemærket på overarmen var ikke nødvendigt. Hans langærmede bluser ville fuldende illusionen. Kødæderne ville tro, at han under tøjet prøvede at skjule skammen over at være reduceret til nogens egendom. De koldeste dage havde han set elvere i markerne pakket ind i lag af tøj, der dækkede både skuldre og hals, så den manglende slavering om halsen kunne skjules med et tørklæde, når han nåede hovedstaden. Hvis han skulle rejse uset, ville han først nå frem sidst på foråret, hvor det stadig ville være køligt i disse egne. Men håret måtte af, før han kunne færdes blandt menneskene i Karbon uden at blive gennemskuet og trælbundet. Det var det vigtigste slavemærke og så nedværdigende, at Rubin ikke kunne holde tanken ud.


Det var næsten mere grænseoverskridende end at skære en hånd af. Han havde aldrig forestillet sig, at hans fyldige, mørkebrune lokker, der gik ham til brystet, kunne være kilde til frustration. Men det var gået op for ham, at han hverken kunne skjule dem under hat eller tørklæde, uanset hvor stramt han flettede håret. Ørerne kunne heller ikke gemmes. Han havde prøvet uden held. Han kunne lægge dem ned bevidst, men var nødt til at koncentrere sig for at holde dem på plads. Ved den mindste distraktion, ville han afsløre sig selv. Og hvis folk blev arrige over hans hårpragt her i Montanistan, ville de blive rasende i Karbon, hvor det, så vidt han havde hørt, slet ikke var tilladt elvere at gå med hovedbeklædning.

 

Håret var yderst privat, nærmest helligt. Rubin kendte ingen elvere, der ikke havde kunnet vaske, frisere og sætte deres egen ære, når de smed bleen. Han huskede tydeligt første gang, han selv fornemmede, hvor forkert det var at lade far, mor, storebror eller nogen andre røre håret. Det havde været omtrent samtidig med, at han lærte at kontrollere sproget og styre rimene.

 

Rubin havde selv i sine faste forhold tøvet med at give sin partner lov til noget så intimt som at røre håret. Og nu måtte han skære det af.

 

Han spejdede hen over trækronerne i lysningen på tinden af det sidste bjerg, han skulle over for at komme fra Montanistan til Karbon. Han havde forventet flere muligheder for at komme diskret dertil, men ingen havde villet sejle ham direkte til det berygtede land. Sømændene frarådede ham overhovedet at komme i nærheden af så sydlige egne af Manus Orop, hvor slavehold var udbredt.

 

Rubin havde skyndt sig videre, når de nysgerrige matroser spurgte, hvorfor rejsen til dette elverfjendtlige land var så vigtig. Da han ønskede at efterlade sig så få spor som muligt, kunne han dårligt fortælle dem om Damian. Hvis det lyste ud af ham, at han var på flugt, risikerede han at tiltrække sig mere opmærksomhed og blive husket. Rubin kunne bare håbe, at Damian aldrig fandt de spørgelystne sømænd.

 

Til sidst havde han valgt den dristige smuglerrute til en lille fiskerby i Karbons nordlige naboland, Montanistan. Siden havde han vandret mod Karbon langs østkysten med de ulovlige optegnelser i tasken. Når papirerne var afleveret, ville alle beviser på hans kontakt med de smuglere, der sendte ham hertil, blive tilintetgjort, og de ville lægge et vildspor ud. Forhåbentlig kunne dette gøre det endnu sværere for Damian at finde ham. Karbon er det sidste sted, nogen elver ville lede.

 

Han hamrede frustreret baghovedet ind i træstammen og samlede kniven op. Den æreløse forklædning ville i virkeligheden give ham friheden tilbage. Midlertidigt mistet ære er bedre end resten af livet i slavearbejde her i Karbon – eller de sidste års grufuldheder.

 

Luften satte sig fast i halsen. I stedet for at gribe om fletningen flåede han støvlen af og skar forlovelsesbåndet af anklen og kylede det fra sig. Først nu så nær Karbon, følte han sig rimelig sikker på, at Damian ikke uden videre kunne opsnuse ham. Hvis han fangede ham og opdagede, at han havde hævet forlovelsen, var Rubin ikke sikker på, han ville overleve afstraffelsen. Han hev tøndersvamp og tør birkebark frem fra tasken. Fra en gammel, død eg kradsede han nogle trøskede træfibre, lagde smuldret på sin flintesten og fandt ildstålet frem.

 

Han huggede det mod flinten med fire års indestængte frustrationer, indtil tønderet fangede gnisterne, og snart fortærede ilden det forhadte forlovelsesbånd.

 

Der sad han og så frem for sig uden at se flammerne eller røgen, da det lille bål gik ud. Det ville tage håret over halvtreds år at gro til acceptabel længde igen, men det ville under alle omstændigheder være nødvendigt at holde sig skjult, indtil Damian var død, og det kunne tage flere hundrede år.

 

Efter smuglergodset er afleveret, skal ingen se de tarvelige tjavser. Jeg finder et sted at gemme mig. En skov så dyb, at ingen mennesker kommer der. Lige nu var den største trussel ikke andre elveres nedladende blikke, men den meget reelle risiko for, at han i forsøget på at undslippe Damians lænker havnede i kløerne på en slavehandler.

 

Rubin løftede kniven, men betænkte sig og pillede pandelokkerne fri af fletningen. Der ville stadig være lidt tilbage, bare lidt foran ansigtet. Så foldede fingrene sig atter om skaftet, den anden hånd greb fletningen i nakken.

 

Hurtigt, inden modet svigter.

 

Bladet skar sig alt for let gennem håret, mens fuglestemmerne tungsindigt sang deres fremmede triller. Den velkendte vægt af håret forsvandt, og en brise blæste koldt mod hans nu blottede nakke.

 

Han græd sig i søvn under pilens hængende grene i den mennesketomme skov, men end ikke i søvne slap fingrene grebet om den afskårne fletning.

                                                                                                                                                                                        *****

Tegnet af veroro.deviantart.com

Tegnet af veroro.deviantart.com

Normalt var Gavin ikke stolt over, hvor lidt hans adelstand skinnede igennem lagene af mudder på hans tøj, men i dag var det med fuldt overlæg. Han smilede selvtilfreds, idet han på sin bredrumpede bondehest red ind i Grinde Åby ad det støvede kærrespor sammen med sin noget ældre væbner, Edgar. Gavins adelskappe var gemt i den ene sadeltaske, og det var nogle dage siden, han havde barberet sig.

 

Han smagte den salte havluft. Mågernes skrig syntes ham forfriskende anderledes end kærhøgenes hjemme i mosen. Hønsene kaglede om hestenes hove, da de gjorde holdt ved en lille bindingsværkskro. Gavin hoppede ned og rakte sit vandskind op til Edgar, der havde tømt sit eget to landsbyer forinden.

 

Edgar slukkede tørsten og gned sig i ansigtet, mens han betragtede den unge mand. "Skal vi ikke bare proviantere og ride videre?"

 

Gavin hørte antydningen af bekymring i stemmen, men sagde: "Jeg er øm i røven af alt det rideri. Vi skal nok nå frem i tide." Han fulgte kropigen med øjnene, mens hun slæbte vand ind, "Kroen ser rar ud. Jeg trænger også til at sove i en rigtig seng."

 

"Det med ondt i røven og nætter i det fri er du nødt til at vænne dig til. Rent økonomisk vil det også være bedst, hvis vi …"

 

"Jeg har bestemt, at vi overnatter her," sagde Gavin med et nik.

 

"Som De vil, min herre," sagde Edgar og himlede med øjnene.

 

"Jeg skal nok holde mig i skindet."

 

Edgar løftede et busket øjenbryn, hans smil var kun en anstrengt streg. "Den har jeg hørt før." Han gennede hesten fremad. "Jeg køber brød og en spegepølse, så har vi til nogle dage."

 

Gavin klappede den brune arbejdshest på halsen. "Det er fint. Jeg vander Gringolet og købslår med krofolkene imens."

 

Gavin så efter sin ven. Den dårlige samvittighed knugede i brystet. Selvfølgelig var det smartere at fortsætte, så de nåede frem i god tid før turneringen og med så mange penge tilbage som muligt til de næste måneders opgaver. Men nu var de endelig kommet gennem hans eget sjaskede len ud til nogle mere interessante byer.

 

Han trak hesten om hjørnet, hvorfra kropigen med fletningerne var kommet. Selvom kroen lå i havnebyens udkant, kunne han høre stemmer fra markedet. Mænd og kvinder i boder, der råbte om kap. Vinden bar lyden af klapsalver og duften af røgede sild med sig.

 

Måske skulle jeg være fulgt med Edgar. Der er sikkert skuespil på torvet.

 

De få mennesker på vejen stilede alle mod pladsen ved den lille kaj. Gavin tøvede, men bemærkede så en slank kvinde ved brønden, som stod med ryggen til ham og fyldte et vandskind.

 

Gøglere er der nok af. Der bliver rigelig med underholdning på vejen. Han glattede sin krøllede skjorte.


Kvinden havde en blålig uldkappe på og et tørklæde om håret. Hun betragtede tilsyneladende brøndens hejseværk, og strøg sine tynde fingre over det. Hendes hud var mørk, så hun var ikke fra egnen.

 

Måske en handelsrejsende nordfra.

 

Hun virkede opslugt og reagerede ikke på hans og hestens skridt, men da Gavin rømmede sig, vendte hun sig med et sæt.

 

"Vær hilset," sagde Gavin og redte med fingrene sit halvlange sorte hår på plads bag øret, hvor det lige nøjagtig kunne nå i den ene side, "måtte jeg få noget vand til min hest, inden De …" Gavin gloede på elveren, og hånden standsede midt i luften, da det gik op for ham, at det ikke var en kvinde.

 

Et par mørkebrune pandelokker faldt ned foran elverens smalle ansigt og gik helt ned til brystkassen. To spidser under tørklædet stak pludselig op i stoffet. Elveren fejede lynhurtigt håret om bag de lange ører, som han bevidst måtte have lagt tilbage og holdt nede, indtil Gavin forskrækkede ham. Med et nervøst ryk rettede han på stoffet og lod til at få tvunget ørerne ned igen. Øjnene flakkede fra Gavin til hesten. Han så træt ud, og var spinkel – selv for en elver. Han var næsten et hoved lavere end Gavin og klejn af bygning.

 

Skynsomt lagde han vandskindet fra sig op ad brøndens kun knæhøje stensætning og gjorde plads, så Gringolet kunne drikke af spanden.

 

Gavin kneb øjnene sammen og så sig om efter ejeren. Hvorfor slår han ikke blikket ned?

 

Elveren rakte armen op og strøg fingrene gennem Gringolets lyse man, og Gavin rømmede sig.

 

"Er noget galt?" spurgte elveren.

 

"Du rører ved min hest."

 

Elveren trak hånden til sig, som havde han brændt sig. "Om forladelse." Han rettede straks øjnene mod jorden.

 

Ikke at Gavin havde tænkt sig at bede ejeren straffe elveren, men han pegede alligevel med tomlen over skulderen mod kroen. "Hvor er din herre? Er han derinde?"

 

"Hvor kan han være?

Han bli'r svær at finde.

For jeg har ingen herre,

der søger mig at binde," snerrede elveren. Han tog hånden op for munden, og så skyndsomt ned igen.

 

"Tal ordentlig til mig!"

 

"Om forladelse, jeg er beklagende."

 

"Det hedder: Jeg beklager." Gavin satte hænderne i siden. "Er du handelsrejsende?"

 

"Jeg er rejsende med papir, og ska…"

 

"Er du lige kommet?" afbrød han, og elveren nikkede. "Har du talt med andre?"

 

"Nej, jeg var vandrende i skovene langs kysten, men kilden var tørret in…"

 

"Så er du mere heldig, end du har lov til at være, at jeg er den første, du snakker med." Gavin lod armene falde ned langs siden og rystede på hovedet. Han bemærkede den lille elvers hurtige vejrtrækning. Hans pupiller fyldte næsten hele den brune iris. Grøntsagsgnaskeren måtte altså være klar over, at han var i knibe. Nogen må da også have advaret ham.

I det samme hørtes latter fra vejen, og Gavin puffede til Gringolets bagparti, for at han kunne skærme udsynet. Elverens manglende forståelse for etikette kunne hurtigt resultere i en omgang stryg.

 

"Hvor skal dine papirer afleveres?"

 

"I hovedstaden."

 

Gavin forsøgte at gennemskue, hvor ung og naiv elveren var. Måske forstod han virkelig ikke, hvor farligt det ville være at bevæge sig længere ind i landet. Han rystede på hovedet. "Er du besat?"

 

"Det er ikke en besættelse, det er blot et arbejde, mine interessetråde er viklet ind i ganske andre …"

 

"Du bør finde noget andet at gå op i. I Beltinge får du det i hvert fald ikke nemt." Gavin kløede sig i de sorte skægstubbe. "Du har nok valgt det værst tænkelige land at lege postrytter i. Længere nordpå måske …"

 

Elveren havde allerede glemt at se ned.

 

Lad gå denne gang. "Men du er forhåbentlig ikke til hest?"

 

"Nej nej."

 

"Godt. Det ville også grænse til at skære sin gyldne tråd over. Det er slemt nok med tørklædet."

 

Elveren så ned igen, men denne gang virkede det ikke som om, det var af ærbødighed.

 

"Du kan ikke bare rejse rundt. En hver herremand eller selvejer har lov, nej ret til at tage dig til slave. Det er strengt talt heller ikke lovligt at skjule det faktum, at du er fri med tørklædet."

 

Elveren nikkede, mens han studerede sine støvler. "Det var ikke meningen, at nogen skulle se mig her. Lignende et menneske på afstand ville jeg hurtigt hente vand og være borte, inden nogen kom tæt på."

 

"Det lykkedes så ikke. Kender du overhovedet lovene?"

 

Elveren kiggede op. "Jeg ved godt, vi ikke kan færdes frit, men jeg bliver i skovene, kun få steder, vil jeg skulle stå over for jer."

 

Gavin kunne ikke lade være med at smile. Han glemmer åbenbart hurtigt. Med armene over kors sagde han: "Og en anden ting, Langøre, din slags ser os ikke i øjnene på disse kanter. Du skal langt, langt nordpå, før det er acceptabelt. Her er det nok til, at helt almindelige bønder vil binde dig til torvets pæl og piske dig. Og de slipper dig sikkert ikke fri, før herremanden kommer og indkasserer sin nye slave." Gavin så alvorligt på elveren. "Her i Karbon byder de fleste kun din race velkommen som gratis arbejdskraft."

 

Gavin fulgte elverens blik til fligen af sin røde adelskappe, som stak op af den ene sadeltaske.

 

Alle elverens muskler var spændt, som var han klar til at flygte over marken mod skoven.

 

"Bare rolig, jeg tager dig ikke til fange, selvom jeg virkelig godt kunne bruge pengene." Gavins smil blev mere stift, og han forsøgte forgæves at proppe kappen helt ned i sadeltasken, inden han opgav og i stedet stoppede den i skuldertasken. "Men det er ikke den holdning, du skal forvente at blive mødt med her omkring."

"Jeg er forstående."

 

"Nej. Hvis du forstod, var du ikke kommet hertil."

 

Elveren så ned.

 

"Du burde ikke være her. De andre adelsmænd har aldrig selv prøvet at blive spyttet på og trådt under fode. De glemmer tit at vise samme venlighed mod folk længere nede i hierarkiet, som de selv forventer at blive mødt med, og som skrifterne foreskriver. Alle har mistet en bedstefar i den sidste krig mod jer, så meget få karbonere ville betænke sig ved at tage dig til fange og sælge dig." Gavin klappede Gringolet, som havde tømt spanden. "Drop de dokumenter, og tag hjem. Hvis du glemmer din plads i Beltinge, kommer du til at skille dig ud, og I er i høj kurs, så du risikerer, at nogen gør krav på dig."

 

"Tak for Deres råd, Sir …" Elveren trak sig allerede baglæns.

 

"Gavin Sapore, og det er i orden, Langøre, men hvis du skal ind i byerne, så hold dig til flod- og havnebyer som den her, hvor handelsskibene lægger til. Det giver skrækkeligt ry og er dårlig forretning at tage potentielt tilbagevendende kunder som slaver. Så du kan være heldig, at folk dér ser gennem fingre, hvis du bryder reglerne."

 

"Tak atter. Jeg er Dem stort taknemmelig, Sir Sapore." Elveren bakkede, bukkede og satte i løb over den lille mark, der lå mellem skoven og den yderste række huse.

 

Gavin rystede på hovedet og trak Gringolet hen mod stalden ved siden af kroen. Han sikrede sig, at kappen var ude af syne i skuldertasken, inden han gik hen til staldknægten for at spørge om priser

 

                                                                                                                                                                                         *****

Da Rubin opdagede, at han havde glemt sit vandskind, ventede han i skoven, til det blev mørkt. Jeg tager ikke flere chancer. 

 

Inden fadæsen med adelsmanden havde han ellers holdt udkig, mærket sig, hvor færrest mennesker hentede vand, ventet til der var fri bane, og alle ville være underholdt af torvegøjlernes optræden; og så lader jeg mig distrahere af brønden, så en rytter overrasker mig. Et hvilket som helst menneske til fods kunne han sagtens løbe fra, men ikke en på hesteryg. Det kunne være endt galt. Deres brøndbyggestil kunne være nok så interessant, men Rubin havde hverken tid eller råd til at lade sin passion løbe af med sig. Jo før han kunne færdiggøre rejsen med smuglergodset, jo mindre risiko for at Damian kunne opspore ham.

 

Muna, den store måne, var tiltagende, snart i første kvarter og lyste svagt, mens lille Tiga var gået ned for flere timer siden som en tynd lysstreg. I månelyset listede han sig tættere på den irriterende, fascinerende brønd med den lave stensætning.

 

Han strammede for en sikkerheds skyld tørklædet om hovedet, mens han spejdede efter sit vandskind. Dér ligger det. Rubin rakte frem efter vandbeholderen, der lå op ad den lave stensætning. Gad vide om alle deres brønde er så lave? Er det en karbonsk ting? Eller er det for at børnene bedre kan nå, hvis de sætter dem til at hente vand?

 

Hans øre drejede under tørklædet. Noget puslede bag kastanjetræet ved krohjørnet. Han kastede sig ned bag brønden og stjal et blik over kanten. Det var den unge adelsmand fra tidligere, som vaklede hen til træet, fumlede med skamkapslen i bukserne og begyndte at tisse.

 

Rubin satte sig forsigtigt på hug og strakte langsomt armen frem efter vandskindet.

 

Med et knas knækkede en tør kvist under ham.

Pech!

 

"Hvem der?" snøvlede Sapore, og så hen mod brønden.

 

Rubin frøs på stedet, men Sapores ansigt lyste op.

 

"Dig igen?" Det unge menneske grinede og slingrede hen mod brønden. "Nu skal jeg …" Han bøjede sig ned og snappede vandskindet for næsen af Rubin, men fik overbalance i farten og tiltede faretruende mod brøndens lave kant.

 

Rubin greb fat i hans bluse og hev ham på ret køl. "De var nær falden." Han rakte ud efter skindet. Bare tag det, og kom væk.

 

"Du har reddet mit liv!" Sapore slog armene om Rubin, der straks prøvede at gøre sig fri. "Du er min bedste ven." Han klemte til, og Rubin mistede pusten. Sapore slap ham og trak hurtigt hænderne til sig. "Undskyld," sagde han, som havde han gjort noget forkert.

 

"De undskylder i henseende til hvad?"

 

Sapores flakkende blik fæstnede sig på brønden bag Rubin, og hans flove ansigtsudtryk ændredes til et smil. "Nej, jeg takker. Du skal have en øl." Han greb Rubins håndled og trak ham med mod hjørnet.

 

"Nej, det er ikke en nødvendighed. Bare giv mig mit vandskind." Rubin prøvede forgæves at vriste sig fri af det store menneskes hænder. Tag det og løb! Han kiggede ned. Mennesket havde glemt at snøre sin skamkapsel ordentlig. Han ville ikke kunne følge med, selv hvis han var ædru.

 

Men den unge mand var stærk, og han hev Rubin rundt om hjørnet og med ind.

 

Hans hjerte dunkede mod ribbenene.

 

Den tunge, varme luft og lugten af sved og øl slog mod Rubin. Han lagde ørerne ned ved larmen fra gæsterne, der sang både højt og falsk. Havde det været tidligere på aftenen, og havde gæsterne haft mere åndsnærværelse, havde de sikkert kastet sig over ham, men kun ganske få så op på ham, og ingen lod til at bemærke de to spidser, der stak op i tørklædet.

 

Han holdt straks op med at stritte imod og prøvede at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt, mens adelsmanden smed vandskindet på gulvet ved siden af sin skuldertaske og skubbede Rubin ned på en stol ved et bord i kroens ene hjørne.

 

Han så sig om efter et vindue, en bagdør, en hvilken som helst flugtvej i tilfælde af, at stemningen vendte. Den lille kros godt to dusin gæster var alt for mange og alt for tæt på efter Rubins smag.

 

Han skævede op på det beskidte vognhjul, der gjorde det ud for lysekrone. Stanken af dødt får drev fra talglysene. Anordningen hang foran baren, og strålede over beholdningen af øltønder og de dinglende skinker i loftet. Lyset nåede knapt ud i hjørnerne, og Rubin sank ned i stolen og gemte sig i skyggerne. Den eneste anden lyskilde i rummet var det åbne ildsted i den anden ende, hvor flammerne knitrede, og røgen steg mod loftet.

 

 

Sapore kaldte på en kropige. Hendes fletninger fik det til at gibbe i Rubin af misundelse, og hans hånd strammede sig om skuldertasken med resterne af hans ære.

 

Den gråhårede krovært viftede afværgende mod pigen, der formodentlig var hans datter, og zigzaggede selv mellem bordene med de højlydte gæster.

 

"Baldor, to øl mere."

 

"Hvad er det der?" spurgte kroværten og rynkede de viltre øjenbryn.

Rubin skyndte sig at se ned og hen mod døren. Hvis de alle er lige så fulde som Sapore, kan jeg måske nå ud, før de kommer på benene.

"Han har reddet mit liv, så jeg skylder ham en øl."

 

"Jeg serverer ikke for den slags."

 

"Han er min bedste ven, og han skal have en øl," gentog Sapore, lidt mere insisterende.

 

"Siden solnedgang har du kaldt alle, der sad her, 'bedste ven'. Få det tørklæde af, Langøre, og skrub ud af min kro!"

 

Rubin hev tørklædet væk fra håret og strammede det om halsen, så ingen bemærkede den manglende jernring.

 

Sapore hævede stemmen. "Han bliver og drikker med mig."

 

"Få den ud, og det er lige nu, inden jeg henter stokken."

 

Rubin rejste sig lettet over flugtmuligheden. "Om forladelse, jeg er gående nu." Men han nåede ikke to skridt, før Sapores hånd igen lukkede sig om hans håndled.

 

Den unge adelsmand rejste sig i sin fulde højde med en let vaklen og fandt balancen uden at slippe Rubin. Han indtog, hvad han tydeligvis selv anså for en respektindgydende positur, dog stadig med halvt åben skamkapsel.

 

"Nu henter du de øl, inden jeg spænder kappen og sværdbæltet på og giver dig en dragt prygl ved byens pæl."

 

Rubin vovede et blik på den lamslåede krovært. Han var tydeligvis chokeret over, at den unge knøs skulle have våbenbrev. Rubin vidste, at lovene var strenge i Karbon, og enhver, der udgav sig for at være adelig, risikerede at ende i galgen. Den unge mands almindelige hørtøj uden pynt signalerede heller ikke just overklasse.

 

Rubin kunne se på Baldors rynkede bryn, at han betvivlede troværdigheden i Sapores trussel.

Jeg behøver ikke hjælpe ham. Det er hans eget problem, hvis han lægger sig ud med adelen. Alligevel vinkede Rubin diskret bag Sapores ryg med sin frie hånd.

 

Kroværten stirrede forarget på ham, da de fik øjenkontakt.

 

Rubin nikkede mod den sorthårede unge mand og lavede et knytnæveslag mod brystet – det internationale håndtegn for ’adel’.

 

Baldors pande krympede sammen. Han åbnede munden, som skulle han til at råbe.

 

Rubin skyndte sig at pege på sig selv, lavede tegnet for ’se’ og for ’kappe’.

 

"Du og din elver skal …"

 

Rubin vippede Sapores skuldertaske åben med foden, så det røde silke stak frem.

 

Farven forsvandt ud af den gamle mands kinder.

 

Rubin slog hurtigt blikket ned igen.

 

"… skal have min uforbeholdne undskyldning. Om forladelse, Deres Nåde."

 

"Alt forladt, det kunne du ikke vide. Bare hent vores øl."

 

Baldor skyndte sig bort, og Sapore sænkede skuldrene med et suk.

 

Det gik pludselig op for Rubin, at drukviserne var forstummet, og at alle krogæsterne så på dem. Han fik gåsehud over hele kroppen.

 

Sapore knejsede med nakken og sendte et blik ud over forsamlingen, og straks var alle optaget af deres egne drikkevarer og kortspil. Han puffede Rubin tilbage i stolen.

 

Baldor var allerede tilbage med to krus øl, to vinglas og en halvfyldt vinflaske. "Her er resten af den anden flaske, De tog hul på. Den lod jo til at smage Dem lige så godt som den første. Det er på husets regning som udtryk for min dybeste beklagelse."

 

"Du er min bedste ven, Baldor," udbrød Sapore begejstret, da de ekstra drikkevarer blev banket hårdt ned i den fedtede bordplade. Kroværten fortrak sig skyndsomt, mens Sapore skubbede den første øl over til Rubin. "Skål … øh, hvad var det du hed?"

 

Rubin, hvis opmærksomhed var rettet mod de mest arrigt udseende krogæster, hørte kun Sapores spørgsmål med et halvt øre. "Rúahbenythod," svarede han, før han nåede at tænke sig om. Han bed sig i kinden. Pech. Risikoen ved at oplyse sit rigtige navn for fulderikken var dog formodentlig minimal. Hans oldebørn er længe døde, før Damian begynder at lede og spørge efter mig her. Han kunne ikke undertrykke et smil ved synet af Sapores forvirrede ansigtsudtryk.

 

"Roabiny…" Den unge fyr kløede overlæben med tænderne i undermunden. "Må jeg kalde dig Robin?"

 

"Ja, det er nær nok på," sagde han.

 

"Og du kan bare kalde mig Gavin. Skål, Robin, for … hvorfor var det nu, vi skulle skåle?"

 

Rubin så fra Gavin til døren. "Det er bedst, hvis jeg går."

 

"Jeg er sikker på, der var en grund."

 

"De var faldende …"

 

"Ved Él! Det er sandt, skål for ikke at falde." Gavin løftede ølkruset og tømte halvdelen i ét drag. Rubin rørte sig ikke. Blikket var rettet mod vandskindet på gulvet ved Gavins fødder.

 

"Ikke at falde i krig og i unåde," Gavin tog endnu en lang tår, "og i grams!" Han lo højt og kiggede efter kropigen. Lidt ølskum sad i hans skægstubbe. "Baldor brygger godt øl, drik bare."

 

"Det er bedst, jeg går," gentog Rubin. Han borede neglene ind i håndfladerne.

 

Gavin lod dog ikke til at bemærke hans nervøsitet. Han skænkede resten af vinen. "Vi har fået det gratis, drik nu. Du kan ikke bare levne og gå, det er uhøfligt."

 

Rubin rakte ud efter vinglasset og bundede den krydrede drik. Gavin klukkede og tømte sit vinglas, mens ølskummet fra før gled ned om hagen.

 

"Jeg er takkende for Deres venlighed. Jeg må afsted." Rubin rejste sig og rakte ud efter vandskindet, allerede på vej mod døren.

 

"Hov hov." Gavin tog skindet og lagde det i skødet uden for rækkevidde. "Der er stadig én øl tilbage, og natten er endnu ung, Munas dans over himlen varer nogle timer endnu."

 

Rubin satte sig tungt ned og så mod døren. Han kunne mærke, at folk iagttog ham. "De må gerne drikke den, jeg er ikke tørstende." Han skubbede kruset tilbage til Gavin.

 

"Selvfølgelig." Gavin klaskede hårdt sin hånd mod panden. "Du skal ha' træsaft. Er det ikke det, I drikker? Baldor!"

 

"Nej nej, Deres Nåde, mange takker, men jeg har brug for friskhed i morgen. Så jeg …"

 

"Det hedder: Mange tak," rettede Gavin, inden han lyste op i et stort smil, da kropigen kom tilbage. "Har I ahornsirup?"

 

Pigen så gennemborende på Rubin, der kom i tanker om sin plads og fik øjnene slået ned. Hun tog det tomme krus.

 

"Jeg skal se, hvad vi har i køkkenet."

 

"Og en øl mere!" råbte Gavin efter hende og rakte ud efter det sidste krus.

 

Rubin bemærkede, at Gavin fulgte hendes gyngende bagparti med øjnene, indtil hun forsvandt gennem døren bag baren.

 

Det unge menneske så tilbage mod Rubin. "Du er min bedste ven."

 

Han smilede og slog ikke blikket ned. "De er alt for venlig."

 

"Det sagde Edgar også, før han gik. Jeg tror, han er sur."

 

"Hvem er Ætgar?"

 

"Edgar er min bedste ven. Og min væbner," tilføjede Gavin. "Han har været lidt som en storebror for mig, da jeg voksede op, for jeg har kun søstre. Han er faktisk også min svoger." Gavin tog et langt drag af sit krus. "Han gik ud i laden for at sove for noget tid siden." Han så på Rubin og begyndte at fnise. "Du ligner en pige."

 

"Og De ligner ikke en adelsmand," sagde Rubin og vovede et forsigtigt smil.

 

Gavin lænede sig ind over bordet og hviskede højt: "Det er fordi, vi ikke har nogen penge."

 

"Men De har et stort hjerte," sagde Rubin, med kun halvdelen af sin opmærksomhed på samtalen, mens han holdt øje med døren. Måske kan jeg finde et nyligt selvdødt dyr og lave et vandskind. Selv at skulle dræbe et dyr bare for at lave en vandbeholder, havde han ikke tænkt sig. Eller jeg kan tage vinflasken der med mig.

 

"Gode hjerter tæller ikke rigtig i de højere kredse," brummede Gavin og lænede sig tilbage. Han tog endnu et langt drag øl. "Nogle gange tæller det ned." Han blev stille.

 

I det samme kom kropigen og satte endnu et krus foran Gavin og et vinglas halvt fyldt med tyk, ravagtig sirup.

 

"Det er på husets," sagde hun, da Gavin begyndte at rode i sin pung.

 

Han glanede efter kropigen, mens han skubbede træsaften hen til Rubin, som stirrede vantro på glasset.

 

"Skål." Gavin lagde an til at tømme sit krus. "Drik med mig, Robin."

 

Rubin så opgivende på den tykke, gyldne væske og tøvede. "Jeg ved ikke, hvor meget De har fået her til aften, men hvis jeg er drikkende alt det der på én gang, mister jeg bevidstheden." Rubin skævede til vandskindet i Gavins skød. "Måske over tid, og hvis det var fortyndet …"

 

Gavin viftede energisk med skindet. "Jeg har vand lige her." Rubin rakte ud efter det, men Gavin trak det til sig igen og mumlede: "Nå nej, det er ikke kogt og er nok plumret."

 

"Vi kan drikke vand selv fra møgfyldte floder uden at blive syge, Deres Nåde." Endelig fik Rubin skindet tilbage. Han hældte størstedelen af siruppen over i det tomme vinglas, hældte lidt vand i sirupsglassets tilbageblevne sjat, og rørte rundt med fingeren, mens den anden hånd diskret lagde skindet ned i skødet. Han rykkede frem på stolen. Bare én slurk og så væk herfra.

 

"Skål!" udbrød Gavin igen.

 

"Avidri!" sagde Rubin, suttede siruppen af fingeren og nippede forsigtigt til blandingen. Varmen strømmede øjeblikkeligt gennem blodet, og det kildede i hans fingerspidser. Han gled helt ud på stolekanten klar til at rejse sig, men så drejede hans ører sig efter lyden af sang fra gaden, inden døren blev slået op af en stor kleppert af en sømand med nok hår på armene til, at man kunne lave en paryk. Han lignede en, der kun ledte efter en undskyldning for at dele øretæver ud, og han skubbede folk væk, mens han bevægede sig mod et ledigt bord. Den ene kropige fik et ordentligt klap bagi på vej forbi ham.

 

Rubin lænede sig tilbage ind i skyggen. Træk tiden, sig noget sjovt.

Gavin var faldet i staver.

 

Rubin overvejede de forargelige ting, han vidste om Karbons kultur og rømmede sig. "En elver, en ork og et menneske sidder på en kro i havnen ved Pax snakkende om deres hjemstavn;

’Kroerne hjemme på Oxámorøerne,’ praler orken, ’gi'r mig hver fjerde brændevin grátis.’

 

’På kroerne i Gwendylanis,’ siger elveren, ’for hver to træsaft jeg er bestillende, får jeg en tredje gratis.’

 

’Det er da ingenting,’ siger mennesket, ’på kroerne i Kandahim, går du op til baren, og de giver dig den første øl gratis, og den anden øl gratis, og den tredje øl gratis, og så bliver du taget med ovenpå, hvor du får sex helt gratis.’

 

’Er det sándt?’ spørger orken. ’Er det sket for dig?’

 

’Altså, nej,’ siger mennesket, ’men det sker hele tiden for min søster.’"

 

Gavin grinede og greb fast om bordpladen. "Den havde jeg ikke hørt før."

 

"Jeg fandt på den netop nu," sagde Rubin med et smil og slikkede lidt sirup af læben.

 

"Jeg har aldrig snakket med en langøre før, men du er god nok."

 

"Til hvad?"

 

"Nej altså, du er en flink fyr."

 

"Åh, tak." Rubin skævede mod døren, men der var stadig ikke fri bane.

 

Gavin tog endnu en skvulpende slurk, og han ræbede højt.

 

Rubin strammede sig an, for ikke at himle med øjnene. "Hvor er Deres søstre så?"

 

"De passer gården derhjemme, de fem, der stadig bor der."

 

Rubin rynkede brynene. "Det forstår jeg ikke. Er det normalt her, at adelige selv er udførende det fysiske ..."

 

"Nej nej. Min familie er ikke helt normal," grinede Gavin. "Vi har ikke nok folk." Gavin gik i stå, da den buttede kropige med det fine hår gik forbi og tørrede bordene med en våd klud. "Som i; overhovedet ikke nok. Hvis der bliver krig, kan vi ikke stille med det antal, baroniet er forpligtet til." Han drejede hovedet efter pigen.

Imens kastede Rubin et blik på det snaskede stengulv og benyttede lejligheden til uset at hælde lidt af sukkervandet ud. "De synes, hun er en yndig kvinde." Han betragtede  kropigen en ekstra gang. Hun havde et kønt ansigt, men Rubin fik på fornemmelsen, at det snarere var hendes kurver, der fangede Gavins blik. Hun gik hen til bordet, hvor den behårede sømand havde slået sig ned ved siden af et par skæggede kammerater, der skrålede med på hans sang om letpåklædte harpyer.

Gavin nikkede og fulgte hende med øjnene, mens Rubin så sit snit til diskret at hælde endnu en sjat af sukkeropløsningen på gulvet.

"Skål for yndige kvinder," udbrød Gavin. Han drak mindre slurke nu. "Og for syndige kvinder!" tilføjede han højt nok til at et par kortspillende fulderikker skålede med.

Rubin sukkede og var nødt til at bunde resten af den betragtelige mængde opløst sirup. "Jeg må af sted."

"Bliver du ikke og drikker til Tiga står op, eller i hvert fald til Muna går ned?"

"Vi bør plante træer, ikke drikke af dem," sagde Rubin og rejste sig så hurtigt, at han måtte holde fast i stoleryggen. Han havde holdt øje med døren siden den lodne sømands entré, og der burde være fri bane. "Jeg takker mange ganger."

"En ganger er en hest," lo Gavin og lagde hovedet tilbage for at tømme sit krus. Han tiltede og væltede bagover ned på det hårde gulv. Latteren bredte sig, og folk gloede.

Rubin følte sig pludselig udsat, da øjnene rettedes mod ham. Uanset om han løb eller gik nu, ville det se mærkeligt ud. Nogen ville følge efter ham og stille ham til regnskab for den dejsede mand.

Baldor kom og knælede ved den halvt bevidstløse knægt, der havde banket baghovedet ned i stenene. "De skal op i seng, Deres Nåde."

"Jeg skal bare lige ligge lidt," snøvlede Gavin.

"De kan ikke ligge her." Han så op på Rubin, som stadig stod naglet til stedet.

Han rettede øjeblikkeligt øjnene mod gulvet. "Han faldt bare om, jeg gjorde ingentingen."

Baldor ruskede i Gavin. "De har fået for meget. De må gå op og sove."

Pludselig hørtes et højt klask fra den modsatte ende af lokalet, da den anden kropige gav en nærgående gæst en lussing. Manden rejste sig og greb ud efter hende, mens vennerne grinede.

"Anton!" råbte Baldor, så det gav et sæt i Rubin. "Hvor tit skal jeg sige det?"

Kropigen med fletningerne forsøgte at komme sin søster til undsætning, men fik selv en fulderiks arm om livet, som hun prøvede at vride sig ud af.

"Anton! Bertil! Så er det nok! Opfør jer ordentligt, eller I ryger ud igen!" Baldor rejste sig. "Få ham lige op i seng. Det er kammeret for enden ad gangen," sagde han uden at værdige Rubin et blik og trampede hen mod slagsbrødrene.

Rubin så mod døren. Jeg kan umuligt komme ud, uden at blive bemærket. Så bøjede han sig resolut ned, greb Gavins taske, baksede hans arm op omkring sin skulder, fik med en kraftanstrengelse hevet det tunge menneske på benene og gelejdede ham hen mod trappen.

"Jeg skal bare lige sove lidt," mumlede Gavin, der tilsyneladende havde svært ved at finde fodfæste. Det lod til, at han prøvede at skubbe sig selv væk fra Rubin for selv at gå, men Rubin holdt fast.

"Folk stirrer." Gavins ånde lugtede af øl, og hans stemme rystede.

"Jeg er velvidende." De få, der ikke var optagede af det slagsmål, som var under opsejling, var nu tydeligt forargede. Han prøvede at hive Gavins krop længere ind til sig, så de begge kunne komme op ad den trange trappe og væk så hurtigt som muligt. Det hjalp, da Gavin fik fat i gelænderet, så Rubin ikke skulle slæbe ham, men kun sørge for, at han ikke mistede balancen og trimlede ned af trappen.

 

Det var et lille kammer med en smal enmandsseng, et ormædt bord med et vaskefad, en lerkop og en kande med klart kildevand. Rubin slap Gavin, der væltede om på den hårde seng.

"Bare sove lidt." Gavin fumlede med sit tøj. "Jeg har det ikke så godt."

Rubin var allerede ved døren, da Gavin pludselig tumlede hen til vinduet. Der lød et langt, vådt smat nede fra gårdspladsen. Rubin tøvede, men fik medlidenhed med det sølle menneske. Da Gavin var færdig med at kaste op, rakte Rubin ham koppen med vand og en rod fra tasken, så han kunne børste tænder.

"Du er min bedste ven," sagde Gavin og spildte det meste af vandet ned over sig.

                                                                                                                           

                                                           *****

Gavin kneb øjnene sammen mod morgenens nådesløse solstråler. Hans tøj lå spredt ud over kammerets gulv. Det så fugtigt ud.

I seng er jeg da kommet. Han mærkede i det samme nogen, der vendte sig på halmmadrassen bag ham. Et selvtilfreds smil bredte sig trods tømmermændene. Godt gået! Bare det er hende med fletningerne.

Han vendte sig forsigtigt, og hans hjerte skippede et slag. Han sprang ud af sengen ved synet af elveren fra brønden, opdagede at han selv var nøgen, rev tæppet til sig og så til sin gru: "Du har ikke noget tøj på!"

Den overraskende korthårede elver satte sig op med et sæt og så sig om med opspilede øjne. "Hvor er det brændede?"

"Hvad laver du i min seng?"

Elveren gned søvn ud af øjnene, så forvirret op på ham og pegede mod sengen. "Jeg er sovende."

"Sover. Og hvorfor sover du i min seng?" hvæsede Gavin gennem tænderne. Hvorfor slår den elver ikke blikket ned, har han ikke hørt efter?

"Har De glemt, at De har mig inviteret?" Med rynkede bryn og et smil, som Gavin ikke kunne artsbestemme, begyndte elveren at række bagud efter sit tøj, der nydeligt hang over stoleryggen og langs sengekanten. Langøren holdt øjenkontakten, som om intet var galt. "De var påvirket."

" fuld har jeg aldrig været," sagde Gavin. Forbandede alkohol! Han tog sig til sit ømme hoved. Han forstod ikke, hvorfor elveren tog sig så god tid med sine bukser. Gavin mærkede kinderne blusse. Lad være med at se på ham! En tanke slog ned i ham. "Var der nogen, der så dig gå med mig op?" spurgte han, tør i munden.

"Husker De virkelig ikke?" Elveren trak en bluse over hovedet, der klaskede fugtigt til hans torso. Han trak det agern, som hang i en snor om halsen, fra nakken om til brystkassen. "Kromanden bad mig få Dem op i seng, De kunne ikke sove midt på gulvet."

Gavin skævede ud ad vinduet ned mod baggården. Der var ingen vrede mænd med reb eller høtyve, som råbte på profeten Karifánars retfærdighed og krævede straf. Måske venter de foran indgangen?

Elveren fik sit tørklæde over det uglede korte hår, greb sin taske, kappe og gik hen mod døren.

"Hov, stop, Langøre. Du må hoppe ud af vinduet, når der er fri bane, ingen må se dig forlade det her kammer!"

Elveren trak på skuldrene, åbnede vinduet og kiggede ud på den tomme gårdsplads, hvor de eneste vidner til Gavins lettelse var et par høns. De pikkede i en pøl af opkast under vinduet.

Elveren svang sig graciøst ud.

"Hvad skete der i nat?" spurgte Gavin og kørte knoerne rundt i panden. Han huskede svagt, at Edgar havde forladt krostuen, og intet derefter. Hvordan han var havnet i sengen med elveren og endda uden tøj på, fattede han ikke.

"Intet De ikke havde lyster til." Elveren smilede og slap karmen.

"Havde lyst til," rettede Gavin den tomme luft, mens elveren pilede over gården, gennem kålhaven og forsvandt over marken med retning mod skoven. Hvad skulle det betyde?

Gavin fik hurtigt sit tøj på. Hvorfor er det vådt? Han lugtede til det. Det lugtede ikke af øl - måske lidt af bræk. Han undersøgte alle tasker. Intet manglede.

Hvor er Edgar? Det dunkede i hans hoved, som skulle det sprænges. Tørstig. Han samlede en kop og en kande op fra gulvet og drak den smule vand, der var tilbage. Han tjekkede vinduet én gang til. Hvad hvis nogen har bemærket, han gik med op? Måske er det klogest at tage kappen på.

Gavin var ikke sikker på, om adelsmærker ville gøre nogen forskel her for en ophidset og forarget folkemængde, hvis der gik rygter om, at han havde tilbragt natten med en mand, og endda en elver. Han iklædte sig det røde silke, samlede sine ting sammen, skød brystet frem og løftede hagen, inden han gik ud på trappegangen.

                                            

 

                              

Baldor gik og tørrede borde af. "Godmorgen, Deres Nåde," sagde han, klaskede kluden ned i bordet og gnubbede den fedtede træflade. "Skal De have morgenmad?"

Det lod ikke til, at Baldor var overrasket over at se ham i adelskappen, men han virkede knotten, og Gavin frygtede det værste. Hans mave og hals føltes, som om han ikke havde fået hverken vådt eller tørt i en uge. Men elveren havde sagt, at Baldor, så dem gå op sammen. Måske trækker han bare tiden, mens nogen pisker en stemning op i byen. Gavin rystede på hovedet. "Nej tak, Edgar og jeg må videre."

"God rejse, Deres Nåde."

Gavin takkede uopmærksomt, mens han stjal et blik ud ad vinduerne, inden han åbnede døren på klem og tittede ud. Der var ingen vred hob foran kroen.

 

"De tøver. Min datter kan hurtigt kaste en pølse og et par æg over ilden."

Gavin var nødt til at vide, hvor alvorlige problemer han var havnet i. Han kunne potentielt trække Edgar med i sølet, hvis fiskerne var i humør til at uddele øretæver. "Hvordan kom jeg i seng i går?" spurgte Gavin.

"Jeg bad Deres elviske bedste ven hjælpe dem op."

Gavins trøje var allerede gennemblødt af sved. "Jeg kender ham knap nok, han er ikke min ven, og han ved intet om kulturen her. Jeg håber ikke, han opførte sig ... upassende."

"Bare at komme herind var upassende, men De havde garanteret Deres grunde til at tage den med. Asger og Ferdinant mukkede noget om bøssebank, da den hjalp dem ovenpå, men de to havde også fået rigeligt indenbords. Jeg ved ikke, hvordan den skulle have fået Dem derop uden at læggen en arm om livet på Dem. Gutterne har sikkert allerede glemt gramseriet. De ligger nok og plejer deres hovedpine."

"Så er jeg mere rolig," sagde Gavin, nu rædselsslagen, mens han knugede dørhåndtaget for, at Baldor ikke skulle opdage hans rystende hænder.

 

"Må heldet være med Dem i turneringen."

"Tak," sagde Gavin og lukkede døren bag sig. Han spænede over i stalden.

Edgar stod med begge heste sadlet klar til afgang. "Hvorfor kappen?" spurgte han, og trak hatten ned over sit krøllede hår.

Gavin pakkede skyndsomt sine ting i sadeltaskerne. "Lige meget." Han hev Gringolet ud af stalden, og svang sig op, mens han så sig omkring. Stadig ingen. Måske har de to fulderikker virkelig glemt, hvad end de så.

"Hvad er der i vejen? Er du sløj?"

"Jeg har det fint," stønnede Gavin. "Men du havde ret, vi skulle ikke have spildt tiden her, vi skal videre."

"Er det slut med druk fra nu af?"

"Det er ganske givet," sagde Gavin og klemte hælene i siden på Gringolet.

Der var et mylder på markedspladsen og en kakofoni af råb fra købmænd og fiskehandlere, der prøvede at overdøve og underbyde hinanden. Sveden løb ned ad Gavins nakke. Han kastede nervøse blikke over skulderen mod de stinkende fiskenet, som unge drenge stod langs vejen og filtrede ud.

"Er du sikker på, at du har det godt?" Edgars stemme rev Gavin ud af de kaotiske tanker. "Skal du have et par timer mere, inden vi fortsætter?"

"Nej, vi skal videre," sagde Gavin hæst og alt for hurtigt, mens han gennede Gringolet igennem menneskemængden. Han mærkede Edgars blik og så ned, idet de slog ind på den store handelsvej ud af byen.

"Du er helt bleg. Skal du kaste op?" Edgar grinede, men Gavin kunne fornemme en snert af bekymring.

"Det har jeg vist allerede gjort," mumlede Gavin, idet de red forbi smedjen i udkanten af byen, hvor en hestehandler og hans to unge følgesvende stod og forhandlede priser på skoning. Det gav et sæt i Gavin, da den lille gruppe mænd brød ud i latter. Han sparkede Gringolet i trav. "Det skal bare rides væk," forsikrede Gavin gennem kvælende kvalme.

"Javel," kom det fra en tydeligvis ikke overbevist Edgar, der også satte tempoet op.

                                                                                                                           

                                                           *****

KAPITEL 2

Et belejligt møde

 

Rubin holdt øjnene rettet mod jorden og gik langs de slidte husmure i den snuskede ende af Beltinges bogdistrikt. Affald rådnede i små dynger, og selvom han kun lige havde fået armringene på, havde han allerede kvalme. Han havde lykkelig fortrængt, hvor ubehagelige ekkosten var, de få uger han havde været fri for dem efter flugten fra Damian. Men de andre racer, der kunne være offensive magivævere, var forment adgang i hovedstaden uden at underkaste sig den slags væverhæmmende foranstaltninger. Menneskene vidste, hvor umådeligt sjældne magivævere var, men en dygtig elementarvæver kunne jævne byen med jorden, hvis han eller hun fik frit spil. Og hovedstadens folk var lige så mistroiske som resten af befolkningen. Så alle, der ikke var mennesker, fik de forbandede tingester på.

De få gange han havde haft menneskelig kontakt på sin færd, havde deres frygt været tydelig, eller også var det bare racehad. Børnene havde kastet sten efter ham, og selvom han ikke havde forstået alle fornærmelserne, gjorde tonen meningen klar.

Han havde overvejet bare at opgive papirafleveringen til fordel for at søge et passende tilflugtssted. Men på lang sigt var det klogere at gøre opgaven færdig. Det ville komplicere Damians forsøg på at opspore ham.

De to vagter, der netop havde påtvunget ham armringene med ekkostenene, havde opdaget, at han ingen halsring bar, og udspurgt ham om, hvem hans herre var og hevet i tunikaærmerne for at afsløre brændemærket, mens de skulede til pandehåret, som han havde flettet stramt om hovedet for at skjule længden.

De havde virket skeptiske overfor hans forklaringer om en ejer, der vægtede fysisk velbehag hos sine slaver, så de ydede mere, hvorfor de ikke blev påtvunget en halsring med kvalmefrmkaldende ekkosten.

Hvorfor ejeren ikke lod ham bære en halsring uden sten, havde han svært ved at bortforklare. De grinede bare, da han sagde, at ejeren var venlig nok til at lade ham have en smule ære i behold. Hans rigtige ærinde i hovedstaden skulle de nødigt opdage, så han opfandt en gartner, der havde sendt ham i forvejen med bestemte frø til en handelsmand i byen. Han forsikrede vagterne om, at han skulle mødes med sin herre senere.

De var tydeligvis ikke overbevist, men der havde dannet sig en utålmodig kø bag ham, så de lod ham passere uden at kræve at se hans brændemærke efter at have rodet igennem alle frøene i hans taske.

Rubin stoppede og sank et par gange, selvom kvalmen ville fortsætte, indtil magihæmmerne kom af. Stakkels slaver, som må gå med dem konstant, uanset om de er magivævere eller ej, tænkte han. Jeg burde alligevel have medbragt en jernring uden sten til at fuldende skalkeskjulet. Han kunne sikkert ikke undgå magidæmperne, men der ville blive stillet færre spørgsmål, hvis han lignede en typisk slave. Det korte hår, der strittede i nakken, føltes dog nedværdigende nok. Han kunne næsten ikke bære tanken om sådan en ydmygende halsring.

Han trak tørklædet tættere om halsen og drejede ned ad en gyde, mens sælgernes råb fra de store handelsgader blev svagere. Rubin kunne lugte og se, at dette kvarter ikke fik afhentet og tømt potter. Folk hældte indholdet ud på gaden, så han trådte varsomt. Rotterne var ingen steder at se, men han kunne høre dem pusle i nærheden.

Hårene i nakken rejste sig. Hvisken og øjne fulgte ham fra mørket bag de små vindueshuller i de tæt sammenklemte huses smuldrende vægge.

Endelig fandt han den lille bygning. Over døren hang et træskilt med samme symbol som det over butikken, hvorfra smuglerne havde sendt ham afsted. Huset var ikke blevet kalket i flere år at dømme efter skjolderne på de ramponerede mure. Rubin måtte lægge kræfterne i for at skubbe døren op. Han tumlede ind i den mørke butik, der lugtede af støv og duemøg. Alle væggene var dækket af bugnende bogreoler. To buttede kvinder så op fra et rodet bord med stakke af dokumenter ved siden af en papirpresse.

Rubin blev mistænksom, da de smilede til ham og viftede ham nærmere. Den ene rakte ud efter hans bogrulle, som han fiskede frem fra under tøjet. Hun åbnede den, og et begærligt smil spredte sig over hendes skæve ansigt. Hun studerede Rubins falske identitetspapirer, mens søsteren overtog det sjældne dokument med tegninger af en præapokalyptisk maskine.

Rubin skævede til de andre optegnelser på bordet. Det var alt sammen opskrifter, kemiske ligninger og byggevejledninger til teknologisk indviklede  maskiner fra før meteoren, den aretzomspændende masseuddøen og de efterfølgende forbud. Som om det store videnstab ikke var slemt nok; den sparsomme viden, som havde overlevet med dem, der klarede sig igennem for flere tusind år siden, den havde præsterne nærmest søgt at udradere i frygten for, at Él skulle sende endnu en kataklysme.

Kvinden lagde Rubins rejsedokumenter og følgeseddel i et metalfad og rakte ud efter tællelyset på bordets hjørne, mens hun betragtede på Rubins hår.

"Du må virkelig være ude i noget lort, siden du smugler her til Karbon, men bare rolig, vi sender en due med besked til Tzult om, at de nu kan arkívere et vildspor," sagde hun og blinkede, inden hun satte ild til Rubins papirer.

Rubins ører hævede sig. Han bakkede mod døren med øjnene fæstnet på flammerne, der udslettede halvdelen af beviset på hans rejse til menneskenes kontinent. "Der er én, der er søgende efter mig ..."

"Vi har aldrig set dig," sagde den anden, mens hun rullede pergamentet sammen.

"På Tzult brænder de originalen af dine rejsepapirer og arkiverer i stedet din destination som et sted på Garidél Frasken. Så hvem end, der er efter dig, ikke vil lede i Karbon. Du har aldrig været her, og du kommer aldrig igen," sagde den første og gestikulerede mod døren. "Og du har overhovedet ikke afleveret noget, er det forstået?"

Rubin nikkede.

"Også for din egen skyld. Præsterne ville beordre de her maskinoptegnelser brændt og os pisket for besiddelse. Hvis de opdager, en elver har smuglet det ind, bliver du måske hængt."

”Tak. Jeg vil begive mig videre.”

”Har du nogen til at følge dig ud?” spurgte den ene og rejste sig, mens hun stirrede fra Robins halstørklæde til armringene. ”Vi har en halsring, hvis du har behov.”

Rubin bakkede med sveden haglende ned ad ryggen. Hvorfor ville de følge ham? Og hvis han lod dem lægge ring om hans hals, ville de så slippe ham fri igen? Det ville heller ikke passe med den historie, han stak vagterne i porten.

”Jeg finder selv ud,” sagde han hæst og forlod hastigt den misligholdte bygning. Et stykke henne ad gyden trak han vejret dybt. Nu var afledningsmanøvren forbi. Damian ville forhåbentlig aldrig tro, han var dum nok til at gemme sig blandt slaveejere. Men han ville uden tvivl bruge alle sine mange resurser på at opspore ham, og dette ville forhåbentlig sende ham ad Pech til i den forkerte retning. Nu handlede det bare om at komme ud af byen og finde en skov at slå sig ned i nogle hundrede år.

Han listede hurtigt samme vej, han var kommet. Gennem skumle tiggerkvarterer og ud på hovedgadens stenbelægning. En stank af ekskrementer rev stadig i hans næse, men de små boder med læder, ost og krydderier gjorde luften tålelig.

Folk med skramlende trækvogne vrissede af ham, men alle havde for travlt til at forulempe ham.

Det gav et stik i hjertet, da han så et par slaver på vejen. En næsten gråhudet, gammel ork var spændt foran en vogn med skind, som et umælende trækdyr. Nær porten så han en ældre elverkvinde, der gik bag to meget velklædte børn, bærende på deres skolebøger. Hendes ene ærme var smøget op, så brændemærket kunne ses på overarmen, og jernringen sad stramt om hendes hals. Hun så næsten skaldet ud, fordi hendes lyse hår var så kort.

Da han nåede porten smilede vagterne hånligt ved gensynet, og Rubin overvejede kraftigt at prøve en af de andre porte. Få det bare overstået og kom væk. Så er du endelig fri.

"Fandt du din herre, som du skulle mødes med?" spurgte den ene og knækkede sine behårede knoer.

Rubin nikkede uden at se op, og rakte hænderne frem, hvor han allerede kunne se blå mærker forme sig efter vagternes første hårdhændede behandling. "Han sendte mig i forvejen."

Men vagten låste ikke metalringene af.

"Løgner. Hvis du virkelig havde en ejer her, ville han vide, at I godt kan komme ind men ikke ud uden følgeskab. Så fortæl mig nu bare, hvem du er stukket af fra." Han rakte ud efter Rubins ærme.

Sveden sprang frem på panden, idet han trak sig udenfor rækkevidde. "Jeg har en herre. Jeg finder ham omgående."

Han sprintede tilbage ind i byen, mens vagterne råbte efter ham, men de forfulgte ham ikke. Han lænede sig op ad en smudsig husmur et par gader henne for at få vejret, mens de forbipasserende fnøs af ham.

Rubin fortsatte gennem byen, men fik samme besked ved østporten.

"Du kommer ikke ud uden en herre."

Rubin kiggede ud på den snoede vej, men vidste at flugt var umuligt. På vej hertil havde han modvilligt måttet gå uden ly af træer med åbne marker til alle sider hele morgenen, da den nærmeste skov lå flere kilometer borte. Der var desuden alt for mange mennesker til hest, til at han kunne gøre sig håb om ikke at blive fanget.

Det var som om en iskold hånd lukkede sig om hans indvolde. Hvordan kommer jeg ud? Han løb ned til floden, for at se, om det var muligt i ly af nattens mørke at plumpe i og lade sig føre med strømmen ud af byen. Lygtepæle og vagtposter langs bredden og ved havneanlægget gjorde det umuligt, desuden var strømmen alt for kraftig.

Var det derfor smuglerne tilbød at følge mig ud? Men hvis han lod sig lænke, hvad skulle så forhindre dem i også at brændemærke ham og sælge ham til højest bydende? Selv hvis de virkelig ønskede at hjælpe, ville vagterne så ikke undre sig over, hvor de lurvede damer havde en kostbar slave fra? De ville skulle bruge en anden port, end der hvor han fortalte om sin gartner herre. Men hvor kendt var de to damer i byen?

Han prøvede at undertrykke panikken. Find en brønd, en afsides brønd, en brønd der giver ro, læg en plan, husk at trække vejret. Du skal se, der er en vej, skønt den oplagte er spærret.  Han rettede på halstørklædet og gik med strømmen af travle mennesker mod det brede torv foran det kongelige palads, hvis spir stak højt op over byens stråtage.

Rubin vovede et blik op gennem det tunge jerngitter, som omsluttede et lille grønt område på begge sider af den brolagte vej op ad bakken til paladsets ringmur. Efter hvad Rubin kunne skimte hernedefra, lod menneskenes sans for æstetik meget tilbage at ønske. Stilen virkede tung i forhold til, de slotte han havde besøgt på Aleverhoi Nesai. Her skulle man nok ikke forvente, at træer blev groet som en integreret del af interiøret, som levende bænke med ryglæn af snoede grene eller som stedsegrønne støttepiller på terrasserne.

Folk stimlede sammen på pladsen foran vejen til paladset. Rubin holdt sig i kanten, og bevægede sig rundt for at nå vestvejen, da han hørte en stemme, han genkendte.

 

                                                         *****

 

Gavin bankede i bordet, så den lille skriver lænede sig tilbage. "Hvad gør jeg så?"

"Beklager, Deres Nåde." Skriveren slog ud med armene. "Jeg kan ikke ændre reglerne. Uden væbner eller en anden følgesvend, kan de ikke deltage."

"Han kan jo ikke gennemføre med brækket ben." Hårene på armene rejste sig under blusen, da de første folk begyndte at fnise. Der er ved Él da ikke noget at grine af. Han lænede sig frem og stirrede ned på den lille papirnusser.

"Deres Nåde, hids Dem ned, ellers må jeg tilkalde vagterne."

"Synes du, jeg er hidsig? Hvordan ville du have det, hvis du blev overfaldet, og din bedste ven nær blev sparket ihjel?" hvislede Gavin.

"Har De en anden, der kan være Deres væbner?"

"Nej, men vi kan jo spørge Erek Skide-dendron, om han vil stille en til rådighed efter at have sat mit førstevalg ud af spillet."

"Hvis De har anklager mod grev Skotodendron, må De bringe dem for rigsrådet i træffetiden."

"Men tilmeldingsfristen udløber om lidt." Gavin rakte armene mod himlen. De sammenstimlede folk forsøgte ikke længere at undertrykke deres latter. Pludselig lød en blød, og for Gavin alt for velkendt, stemme fra gitterporten bag skriveren.

"Problemer, baron, allerede inden De er optaget?"

Gavin knyttede næverne og trampede mod Erek og hans rødskæggede væbner. "Ja, mit problem er, at du har brækket Edgars ben."

"Jeg har været her de forgangne to timer, hvornår skulle jeg have brækket nogens ben?" Den unge greve smilede nedladende til Gavin og slog de lange bløde krøller bagud. Hans øjne hvilede på Gavin uden at blinke.

"Jeg sagde ikke, hvornår det skete. Det kunne være sket i går, men du har behændigt sørget for at have et alibi for de sidste to timer, hvor overfaldet tilfældigvis skete – belejligt."

"Spar mig for Deres insinueringer," sagde Erek.

"Åh ja, rettelse: De mænd, du betalte, har brækket Edgars ben, og havde nær revet min arm af." Gavin gik helt tæt på Erek. "Hvad kostede det? Og hvor længe har de ventet på os?"

"Hvad taler De om? De har sikkert fornærmet nogle tølpere på en af Deres drukture. De steder De frekventerer, har ikke byens fineste klientel."

Skriverens stemme nåede lige at stoppe Gavin, inden han nikkede Erek en skalle. "Har De en anden væbner, Deres Nåde? Ellers må jeg slette dem af deltagerlisten."

"Vi må kun have én væbner." Gavin pegede med en øm hånd på stolpen, hvor turneringensreglerne var sømmet fast. "Hvorfor skulle jeg have taget flere med? Jeg forventede ikke, at de andre adelsmænd ville snyde og hyre lejemordere, før selve turneringen startede." Han skulede fra Erek, der stadig stirrede på ham, til uret i slottets tempeltårn. Det var lige straks middag.

Byfolkene på pladsen grinede nu åbenlyst. Hvorfor ender jeg altid med at føle mig som en komplet idiot, når jeg stiller op til noget med de andre adelige?

"Skal jeg slette Dem af listen?"

"Nej."

"Hvem må jeg så skrive på som væbner?"

Gavin prøvede at ignorere den klukkende folkemængde og trak vejret dybt, da en tynd blåklædt skikkelse trådte hen ved siden af ham.

"Skriv mig på. Jeg vil være væbnende for ham," sagde den lille langøre med tyk elvisk accent.

Skriveren så forvirret fra Gavin til elveren til tårnuret. "Er det Deres væbner?"

"Ja," svarede elveren uden at se op.

"Nej." Gavin gik helt hen til elveren og hviskede: "Bland dig udenom."

"Hvem er nu en snyder?" sagde Erek fra porten, hans stemme smøg sig glat som silke gennem øregangen, men høj nok til at alle kunne høre ham. "Det er imod reglerne."

Folk mumlede samtykkende. Men skriveren rakte en finger i vejret. "Der er ingen krav til væbnerens race," indvendte han.

"Den er ikke hans. Saporerne har ikke råd til slaver."

"De ved ikke, hvor godt et tilbud jeg var, Deres Excellence," indskød elveren og fumlede for at stramme sit tørklæde om halsen, mens han studerede brostenene.

"Var din tunge, Langøre, eller jeg skærer den af," snerrede Erek. "Jeg skal lære dig ikke at afbryde en adelsmand." Han trak sit sværd og gik frem mod elveren, men Gavin vendte sig og spærrede vejen.

"Spar på kræfterne til turneringen går i gang. Du har allerede gjort én af mine væbnere ukampdygtig i dag og skulle jo nødigt få blod på dine egne hænder." Gavin puffede Erek med skulderen, så han måtte gå et skridt baglæns. Så skævede han op mod uret på tempeltårnet. Det var næsten middag. Raseriet sydede helt ned i maven. Jeg skal vise dig. Han kunne stadig høre Edgars skrig af smerte runge i ørerne. Nu var alt ødelagt. Han så på elveren, som han havde mødt få uger forinden. Det ender ikke godt. Så løftede han hagen og gloede på den guldhårede greve. "Og hvis du rører min nye væbner med så meget som en finger, trækker jeg dig for rettertinget, og denne gang har jeg masser af vidner." Gavin slog ud med hånden mod alle de nysgerrige borgere, som var holdt op med at le.

Gavin hev elveren hen til bordet. "Jeg vil gerne indskrives, og dette er min væbner," sagde han og mærkede noget vende sig i maven. Jeg må være blevet gal.

"Hvad navn må jeg skrive?" spurgte skriveren og så op på Gavin.

"Øh ..." Gavin så på elveren.

Langøren tøvede lidt, inden han uden at se op sagde: "Rúahbenythod ... under Sapores hus."

"Ehm … Hvordan staves det?" spurgte skriveren.

"Rúah-ben-ythod."

Inden klokken faldt i slag var papirerne udfyldt. Gavin viftede elveren med sig forbi Erek, der skulede efter ham. Et stykke oppe ad bakken trak Gavin sin nye væbner til side bag en klynge bøgetræer, der fungerede som læ for hestene i en af foldene.

"Hvad er det, du prøver på her?" spurgte han.

"Jeg forsøger bare at behjælpe dem."

"Hjælpe. Hvad vil du selv have ud af det?" Gavin så undersøgende på den spinkle elver. Han tog sig til hovedet. Hvad er det, jeg laver?

"De var venlig mod mig, første gang vi mødtes. De havde ret; jeg var heldig, at De var den første, jeg var mødende. Nu så jeg, at De var i problemer, og ..."

"Åh ja, apropos den første gang vi mødtes…" Gavin ønskede brændende at få en forklaring på opvågningen den morgen på kroen. Han tog hænderne ned fra ansigtet og knyttede dem, men hørte Ereks stemme, idet han og den tyrenakkede væbner gik op mod paladset. Gavin valgte at lade netop dette emne vente. "Jeg kan ikke tro, at du gør det her bare af dit gode hjerte. Hvad forventer du at få ud af det?"

"De sagde selv, det var farligt at rejse alene." Elveren trak på skuldrene. "Jeg har afleveret mine papirer. Jeg søger en skov at slå mig ned i. Hvis jeg er hjælpende Dem i denne turnering, gavner det mig i henseende til at rejse mere smerte- og stenfrit."

 

"Det kommer jo så an på, hvad de tre turneringsopgaver består i, Langøre." Han betragtede den lille elver, der nervøst gned fingrene. "Hvad var det, du sagde, du hed?"

 

"… Robin."

 

"Det er ikke dit rigtige navn, vel?"

 

Elveren bed sig i læben. "Jo."

 

"Det er et helt normalt navn på disse kanter, men det vil jeg væde min meget begrænsede formue på, at det ikke er, der hvor du er fra."

 

Elveren så op på ham uden at svare.

 

"Hvis du ikke engang vil fortælle mig, hvad du hedder, så går vi direkte ned og aflyser det hele."

 

"Rúahbenythod," mumlede han.

 

"Se, det var ikke så svært vel?"

 

Gavin prøvede at få styr på tankerne. Hvad vil pigerne sige? Måske burde jeg droppe det hele og spare pengene. Han så op mod slottet, hvor Erek fra porten vinkede til nogle af de andre adelsmænd. Det var blandt dem, Gavin håbede at skabe gode forbindelser både for pigernes skyld, så de kunne få nogle anstændige bejlere efter turneringen, men også for at familien med allieredes gode vilje kunne beholde lenet.

 

Så hørte han en gong fra slottets indgang. "Jeg må ikke være rigtig klog." Gavin sukkede, greb elverens arm og trak ham med op til paladset. "Hør lige her Rua…"

 

"Rúah-ben-ythod."

 

"Ruarbén… er det i orden, hvis vi holder fast i Robin?"

Elveren prøvede at undertrykke et grin. "De spurgte den aften."

Gavin blev pludselig tør i munden, slog selv blikket ned og satte farten op. "Den aften taler vi under ingen omstændigheder om, mens andre hører det."

Elveren nikkede med det samme uudgrundeligt smil, som havde givet Gavin søvnløse nætter efter mødet i havnebyen. Gavin sank og hørte sin stemme knække, idet han tilføjede: "Forstået?"

"Ja. Navnet er fint, også mine venner kalder mig Rubin."

"Robin,” rettede Gavin.

”Rooobin.” Langøren vendte vokalerne i munden.

”En rubin er en ædelsten."

"Ja, netop." Robin nærmest plirrede med de lange fingre ud fra kinderne, som håndtegnet for ’stråle’, hvilket inkasserede ham misbilligende blikke fra indgangsbuens vagter.

"Du har ikke lave tanker om dig selv, hva'?" sagde Gavin, idet de gik gennem porten forbi fire skulende vagter. "Det kan jeg godt lide i folk, der ikke er adelige.”

”Det er fordi jeg ofte er rødmende.”

”Lad os holde os til Robin."

”Jeg vil lystre på Robin fra nu af.”

Gavin så op på det store slot med de mange udsmykkede altaner og karnapper. Blade var udhugget i stenene om samtlige vinduer. Over hovedindgangen var en frise med planeterne. Ompri tættest på Solen, Aretz som en stor kerne med en eg voksende op af og med Muna og lille Tiga på hver side. Tsakiya med tre sølvfeer flyvende fra, og Fubli og Lustru med deres måner. På Aretz under træet var udhugget en krumrygget ork, en knælende elver og et menneske i en ærefrygtindgydende positur.

Gavin løsrev sig fra den smukke arkitektur og fulgte strømmen af adelsmænd, der var på vej mod haven. Vinderen ville kunne kalde dette slot sit hjem. For Gavins familie var flere års opsparing og forberedelser gået forud for denne dag. Nu stod han foran sit livs hidtil største opgave, men med den helt forkerte følgesvend.

"Når vi kommer ind, så siger du ikke en lyd."

Robin nikkede, og de fulgte vagternes anvisninger hen til den opstillede tribune i en lille blomsterhave mellem selve slottet og kancelliet. Der duftede stærkt af gyvel og svaleurt, og over dem hang et hvidt loft af kirsebærgrene med sødtduftende blomster. Hvert vindpust rev en håndfuld kronblade løs, som dryssede ned over plænen. Rundt om i haven stod de andre adelsmænd og deres væbnere. Gavin ignorerede Erek, der fulgte ham med øjnene uden at blinke.

Gavin dirigerede Robin mod den modsatte side. Mange vendte hovederne og så måbende på Robins lange ører og alt for fyldige pandehårsfletninger, der var snoet rundt om hovedet. Erek blev ved med at stirre længe efter, de andre adelsmænd vendte hovederne tilbage mod podiet.

Gavin gned sine svedige håndflader i de støvede og hullede bukser, mens han guidede Robin om allerbagerst. Tøjet havde ellers været fint, inden han og Edgar blev overfaldet. Elinor må have gang i sybordet, når jeg kommer tilbage, tænkte han.

Først da rådgivere i guldknappede uniformer og fine hatte trådte frem, vendte Erek hovedet.

Gavin glemte sit upassende udseende, da prinsessen trådte op på scenen. Hun smilede med perfekte hvide tænder. Et magnoliebesat hårspænde holdt hendes lange, krøllede guldlokker væk fra det let fregnede ansigt.

Hun satte sig på en fornemt polstret stol og glattede det lyserøde silke, som faldt let over lag af hvide underskørter og kniplinger.

Ved siden af hende var den ellers sengeliggende onkel blevet stablet op i en stol med høje armlæn, så han ikke væltede ud over siden og gled ned på gulvet. Han var officielt hendes formynder, indtil hun blev gift og kronet, men reelt havde han intet udrettet de sidste mange år. Han kunne knap finde ud af at tygge sin egen mad, og en uværdig bæk af mundvand løb ned ad hans kind og bredte sig i en sø på hermelinkåben.

Gavin forsøgte at fokusere på rådgiverne, der allerede var gået i gang med at introducere sig. "Så bliver det spændende, hvad de næste måneder kommer til at byde på," hviskede han til Robin og lod atter øjnene glide over på prinsessen.

Den ene royale rådgiver efter den anden stillede sig op og ævlede løs i en uendelig talestrøm om turneringens traditionsrige historie. Hvor vigtigt det var for riget, at Bartolakfamilien fortsat kunne regere så fremragende, som de i generationer havde gjort. Hvor vigtigt det var, at adelsmændene fulgte reglerne.

Når Gavins familie en sjælden gang blev inviteret til hoffets arrangementer, var det altid alle høflighederne og de officielle procedurer, der kedede ham mest. Nu undertrykte han et gab, mens den fipskæggede hofmarskal læste op.

Gavins øjne gled konstant tilbage på prinsessen, som sad rank og smilede høfligt, når kernerådets fire medlemmer skamroste hende til skyerne.

Den buttede hofmarskal havde den mest monotone stemme, Gavin nogensinde havde hørt: "... og det er derfor af allerstørste betydning, at den bedste adelsmand findes blandt jer og ..."

Gavin lænede sig mod Robin og hviskede lavt nok til ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed: "Den bedste betyder tit den rigeste."

"Hvorfor så hele konkurrencen? Hvis de blot vælger den rigeste?"

"Nej nej, den rigeste er den, der har råd til at snyde mest, og derfor kommer lettest igennem turneringen," sagde Gavin lavmælt. "Der skal jo være en turnering."

"Måske er det netop den type adelsmand, rådgiverne er ønskende på tronen?"

"Reelt er der ikke stor forskel, på om arvingen er prins eller prinsesse. Om prinserne vælger rige eller indflydelsesrige adelskvinder eller prinsesserne vinder samme type adelsmænd."

"Men velfungerende for at undgå indavl i kongefamilien," hviskede Robin med et smil.

"Ja, eller få alliancer med prinser i nabolandene."

"Hvorfor siger de ikke bare det - i stedet for at være kedende?"

"Det lyder ikke fint nok," hviskede han og fulgte Robins blik ud over de andre rødkapper i deres prangende klæder, der glimrede ved fraværet af huller og fedtede pletter. Gavin kradsede en indtørret klat mudder af sit bukseben med neglene, der også var godt sorte.

Den søvndyssende oplæser fortsatte sin endeløse tale om hæder og ære. Da han omsider var færdig, trådte de tre andre øverste i rigsrådet frem på scenen.

"Endelig." Gavin strakte sig. De andre adelsmænd begyndte også at røre på sig.

"Tak, Baldrian, for den fremragende tale," sagde den høje rigsmarskal og strøg sit klistrede sorte hår over panden.

Ærkeepiskopossen undertrykte et gab bag Baldrian.

"De tre indledende prøver, som hofmarskallen nævnte, vil finde sted indenfor forskellige felter, som traditionen byder. Prinsesse Isolde, har selv været meget involveret i udformningen af et par af opgaverne sammen med kernerådet." Marsken smilede stift og bukkede hen mod hende. Hun nikkede tilbage, og hendes smil nåede helt op til øjnene.

"Hver adelsmænd vil få udleveret en beskrivelse af opgaverne, og modtage kort og ruteangivelser, så I kan nå at løse dem inden tidsfristen. Rute og rækkefølge bestemmer I selv, men som det vil fremgå af kortene, vil det være hurtigst for jer enten at begynde med templets opgave i Petruskel ..." Han nikkede mod den lyshårede kongelige kansler, og ærkeepiskopossen, som stod i sin strålende lilla robe med kniplinger og guldbrokader, der måtte have krævet en hær af syersker at forsyne hende med. "... eller krigsrådets opgave på Ereislamo."

Der gik et sug gennem tilhørerne, ved nævnelsen af den tempelø, som landet lå i evig våbenkonflikt med. Der havde de sidste 15 år været en skøbelig våbenhvile, der allerede var godt mørnet i sømmene. Mange så mod Robin, inden de vendte fokus tilbage mod scenen. Ereks blik blev igen hængende længe efter de andres. Gavin bemærkede, at den lille elver stod uroligt. Forståeligt. Han står omringet af folk, der ville brændemærke og kronrage ham og tage ham med hjem i lænker, hvis de ikke troede, han tilhørte mig, tænkte Gavin.

Marsken rømmede sig. "Alle tre opgaver, skal gennemføres inden høstfesten den 16. anmutreti.”

Adelsmændene begyndte at mumle og vente blikkene mod prinsessen.

Marsken rømmede sig. "Ja, I deltagere og jeres familier inviteres til ballet her på slottet, uanset om I gennemfører alle opgaver eller ej. Og de af jer, der klarer prøverne, får en dans med prinsessen. Men det forudsætter, at I er tilbage med trofæer fra alle tre opgaver absolut senest 16. i 2. Muna i 3. Tiga."

Isolde så ud over forsamlingen med et smil, der kunne smelte en gletsjer.

Rigsmarskallen fortrak ikke en mine. "Den 24. fortsætter I til den afgørende og sidste opgave i Minas højene, der traditionen tro vil teste jeres strategiske evner. Og vi er her tilbage i Beltinge inden 3. Muna i 3. Tiga." Han rettede sig op og rynkede de sorte øjenbryn. "Det er ikke tilladt at have andre hjælpere end jeres indskrevne følgesvend. Vores observatører vil være spredt ud på ruterne. Hvis I forsøger at bestikke dem eller jeres gejstlige dommere i Petruskel, vil I naturligvis blive diskvalificerede."

Gavin lagde armene over kors og hviskede: "Med mindre de bestikker dem rigtig meget, så de helt glemmer at sladre. Det er også en del af traditionen."

Den høje marsk strøg håret bag øret igen. "Det er også strengt forbudt at skade jeres modstandere i de indledende runder. Det får I rig lejlighed til i sidste opgave, selvfølgelig under kontrollerede forhold og med stumpe våben."

 

Ti minutter senere bukkede og nejede de fire repræsentanter fra kernerådet af, prinsessen rejste sig, og kansleren bød hende sin arm ned ad trappen. Gavin så efter hende, mens hun yndefuldt næsten svævede hen over græsset tilbage mod modtagelsessalen.

Gavin lod Robin stå i haven, mens han og de andre adelsmænd med deres væbnere blev dirigeret til kancelliet, vagtbygningerne og kapellet ved kontorfløjen og biblioteket, hvor henholdsvis den blege kansler, den høje rigs- og feltmarskal samt ærkeepiskopessen satte adelsmændene grundigere ind i hver enkelt opgave.

For at undgå kødranden udenfor kapellet, valgte Gavin en sidedør og gik gennem biblioteket, da han havde fået de sidste instruktioner. Han trissede hen ad den kølige kontorfløj tilbage mod slotshaven.

Templets prøve, lød ikke skræmmende, men de to andre bekymrede Gavin. Især den opgave, som skulle finde sted på Ereislamo, lød problematisk. Han så helt bleg ud i de polerede kobberspejle, skønt han uden sammenligning var den af adelsmændene, der brugte mest tid i solen. Han nåede enden af bogfløjen og blev stående i døren ud til haven.

De andre adelsmænd hastede forbi derude. Nogle nikkede til hinanden, diskuterede ruter og hvilke skove de ville følges ad igennem. Ingen hilste på ham. Han overvejede, om der overhovedet var nogle af dem, han kunne fedte sig ind hos, eller nogen han kunne tænke sig at blive i familie med. Pigerne skal nok vælge nogle ordentlige, så snart mulighederne åbner sig igen om en af de lange måneder, beroligede han sig selv.

Han så sig om efter Robin og gøs ved tanken om opgaven på Ereislamo. Den bliver svær at forklare for ham, men det bliver jo nok slet ikke nødvendigt.

Det var ikke kun den problematiske opgave, der fik hans tarme til at slå knude på sig selv. Chokket ovenpå overfaldet havde lagt sig, men uvisheden omkring, hvordan hans og elverens veje sidst skiltes, nagede.

Han fik øje på Robin halvt skjult i skyggen af en stor hvidtjørn. En varm brise dansede gennem haven. Et øjeblik så det ud, som om elveren stod midt i en lysegrøn vinter overstrøet med blændende sne, der dalede fra de blomstertyngede grene.

Ereks silkestemme lød lavmælt bag ham: "Du får det grangivelig nemt på Ereislamo. Og du påstår, at jeg snyder." De var alene på kontorgangen, men han lød stadig så varm og rolig, som talte han til et spædbarn.

Gavin vendte sig om i døren. "Når det nu er sandt, at du snyder, er 'påstår' så det rette ord at bruge?"

"Var din mund, sump-baron," snerrede Erek stadig så lavt, at ingen udenfor kunne høre dem.

Gavin stak papirerne i tasken og smøgede ærmerne op. Han mærkede varmen i kinderne. "Det er en mose - ikke en sump. Hvis du er så interesseret i at få mit len op under neglene, burde du sætte dig bedre ind i forholdene."

Erek havde stirret hele eftermiddagen, men nu værdigede han ikke Gavin et blik. Han nikkede til sin rødskæggede væbner, der netop var trådt ind i gangen fra biblioteket. "Kom Johnson." Erek lænede sig nærmere, men så forbi Gavin over hans skulder. Han lod blikket glide over haven, indtil han fik øje på elveren. "Hvis du ikke passer på, lille lensherre - så længe du kan kalde dig selv det - er det måske ikke bare din væbner næste gang."

"Edgar er ikke bare min væbner, han er min ven, vi er familie, så du må hellere selv passe på. For når man, som jeg, har rigtige venner og ikke bare allierede, går man meget langt for at beskytte dem." Gavin trådte et skridt frem, så Erek var nødt til at se på ham. "Men hvor skulle du også vide noget om venner fra?"

Ereks ene arm skød frem som en hugorm og greb om Gavins skjorte, trak ham mod sig og stirrede på Gavins smudsige ansigt. "Ja, lige børn leger bedst, så jeg kan godt forstå, at du trives bedre med bønder og slaver. Men bare rolig, når jeg vinder, skal du ikke længere anstrenge og strække dig for at prøve at nå vores sokkeholdere. Så skal jeg sørge for, at dit smattede lille len, bliver lagt i hænderne på nogen, der rent faktisk opfylder deres forpligtelser til kronen."

"Bare fordi din onkel er i rådet, betyder det ikke, at du vinder. Alle har en chance, og hvis jeg vinder ..."

"Ha," afbrød Erek med hån i stemmen. "Johnson, tørvegraveren har humor." Han vrængede. "Selv hvis du havde en chance, ville jeg bede til, at du ikke vandt, din knoldesparker. Du er uværdig. Du ville sejle riget i sænk."

Gavin skubbede Erek i brystet for at komme fri og trådte et skridt baglæns. "Bare fordi vi er hér, skal du ikke tro, at jeg vil tøve med at brække næsen på dig - igen."

"Jeg betvivler skam ikke, at du ville kaste dig ud i bondeslagsmål. Det passer sig for din virkelige stand, men lad være at trække mig med ned i pøbelsølet." Han tog endnu et skridt frem mod Gavin, der bakkede, så ryggen ramte væggen. "Og du skal ikke tro, at jeg slækker på presset, bare fordi du ikke har en chance," hviskede Erek. Han så ned på sine hænder og rynkede næsen. Han studerede Gavins skjorte, og fiskede et lommetørklæde frem, som han tørrede hænderne i, inden han kastede det fra sig på marmorgulvet. Så trampede han gennem døren ud i haven sammen med Johnson.

Gavin trak vejret dybt. Han prøvede forgæves at finde på noget smart at råbe. Det gav et sæt i ham, da Robin rømmede sig ved siden af ham i døråbningen.

Han havde en dyb rynke i panden og stirrede efter Erek. "Hvad nu, Deres Nåde."

"Nu tager vi hjem til min søster, og ser hvordan Edgar har det. Så lægger vi en plan." Gavin så Erek forsvinde ned ad en søjlegang, og dirigerede Robin en anden vej mod udgangen.

Trods forsommerens varme frøs han pludselig om hænderne og gned dem mod hinanden. Normalt var det kun hans og familiens omdømme, som Erek offentligt forsøgte at spolere, men efter overfaldet tidligere på dagen var Gavin ikke i tvivl om, at den unge greve ville gøre alvor af sine trusler om at skade ham fysisk, hvis han fik mulighed for det.

Gavin havde hele tiden vidst, at han og Edgar ikke ville få en let tur. Han skævede til Robin, der blinkede til ham og sendte ham et smil, som Gavin ikke helt kunne gennemskue. Han mærkede pludselige sveden i sine før så kolde hænder. Robins mærkelige smil lå på kanten af, hvad der var acceptabelt. Det var endnu en ting, ud over kronattens begivenheder, som han var nødt til at få styr på. Han rømmede sig, men hørte så et par af jarlerne bag sig. Denne samtale måtte vente.

 

                                                           *****

 

Robin mærkede sig hver en gade, Gavin ledte ham ned ad, så han kunne finde rundt i byen, hvis han fik behov for at løbe fra nogen. Solen var halvvejs over himlen, inden de drejede om det sidste hjørne. Gavins næstældste storesøster, Elinor, og svogeren, Manfred boede i et lille købmandshus. Det var ikke i den pæneste ende af byen.

"Men heller ikke den ringeste," pointerede Gavin og pegede rundt på vinduerne. I disse gader havde alle råd til glas.

Robin så rundt og nikkede fraværende. Han fulgte kun halvt med i Gavins fortællinger om nabolaget, mens han for sit indre blik så det ene scenarie efter det andet, hvor han mistede sin frihed eller livet. Hvis øjne kunne dræbe, havde adelsmændenes blikke gjort det af med ham i slotshaven. Den lyshårede, der truede Gavin, lød til at være fokuseret på, hvor mange penge en ung elverslave kostede. Hvad ville de komme ud for i turneringen, og hvor velforberedt var Gavin? Han havde ikke virket specielt begejstret for gensynet. Var der mon love imod at mennesker og elvere kunne ende i sengen sammen? Gavin havde i hvert fald reageret, som om deres episode på kroen var en katastrofe.  

Han blev revet ud af tankerne, da en snusket kusk på en kærre fuld af halm lossede ud efter ham. Robin måtte springe tættere ind mod muren, og en mager hund af ubestemmelig blandingsrace møffede modvilligt væk fra den bunke køkkenaffald, den havde begravet snuden i.

"Hey." Gavin truede af vognen, der bare skrumlede videre over brostenene.

Robin rettede stift blikket mod brostenene. Der skal ikke meget til at fornærme dem. Men fjendligheden her i de travle handelsstræder var dog mindre isnende, end den havde været på slottet. Hans hjerte var først nu ved at sætte tempoet ned. Det havde været decideret angstprovokerende at stå omgivet af herremænd, der alle så ud til at have lyst til at tvære ham under deres støvler. Eller lægge mig i lænker, hvis de opdagede, at Gavin ikke ejer mig. Han strammede igen tørklædet om halsen.

Han skottede til Gavin. Hvor sikker er jeg egentlig i hans tjeneste? Ved deres første møde lød han til at være modstander af slaveri, men hvad hvis han fik smag for gratis hjælp?

Gavin rømmede sig. "Når vi kommer ind, fører jeg ordet. Elinor kan godt blive hidsig, og så får man ikke et ord indført. Hun har sikkert en masse spørgsmål."

 

Robin bed sig i kindkødet. Hele denne plan for at komme ud af byen var en dårlig ide. Nu kunne et dusin adelsmænd bevidne hans tilstedeværelse, og det lød til at rejsen ville blive dokumenteret af dommere. Ikke så inkognito som han havde håbet. Hvad hvis Damian får nys om det?

Hans hjerte satte kadencen op igen. Rolig. Hvorfor skulle han lede her? Smuglertricket køber mig måske flere år, hvor han farer i blinde, og så er mit spor koldt. Det skal nok gå, hvis bare jeg holder kortene tæt til kroppen, så ingen husker mig. Dette forsinkede hans eremitplaner, men måske ville disse par måneder i selskab med en stedkendt komme til gavn. Hvis han fandt ud af, hvilken skov der var bedst egnet til at bo i, hvis man ønskede at forsvinde sporløst og undgå kontakt med nogen som helst, var denne påtagede slaverolle ikke totalt spild af tid. 

”Så er vi her.” Gavin pegede.

Hans søsters bindingsværkshus lå tæt klinet op ad nabohusene, men havde en smal smøge der førte om til en baggård. Et stort nyudsprunget bøgetræ lod sine lysegrønne grene glide ned over stråtaget. De svajede i en brise, der duftede af nybagt brød fra bageren længere henne ad gaden.

 ”Forbered dig på krydsforhør.”

 

                                                       *****

 

Gavin smilede til Elinor, der stod i døren til købmandsbutikken og ventede. Trods sin graviditet løb hun ud og omfavnede sin lillebror. Den store mave pressede ind mod ham.

"Fik du henstand?"

"Nej, vi skulle overholde fristen. Hvordan har Edgar det?"

"Han klarer sig, Mie-pigen er ikke veget fra sin onkels side. Hvorfor tog det så lang tid."

"Jeg skulle jo have alle deltagerinformationerne. Hvor er han henne?"

"Inde i stuen. Men ..."

"Jeg fik en anden væbner." Gavin trådte et skridt til siden, og Robin bukkede ærbødigt.

"Jeg er ikke med. Hvem er det?"

"Det er Ruahbe... Robin, som jeg mødte i Grinde Åby."

Robin nikkede uden at se op. "Glæder mig at gøre Deres bekendtskab."

"Gavin?" Elinors stemme blev mere spids.

"Vi snakker om det indenfor." Gavin viftede Robin ind, og Elinor smækkede døren bag dem, så det gibbede i den lille butiks kunder.

"Gavin!"

Han greb Robins håndled og trak ham med sig forbi sække med gryn og tørrede ærter. En knirkende dør førte dem ind i den lille dagligstue. Her sad Edgar med femårige Mie sovende på maven. Hans ben var strakt ud over en skammel ved siden af bilæggerovnen ud mod køkkenet i den lavloftede stue. Gavin slap Robin og løb hen og satte sig på hug ved sin vens side. "Gør det meget ondt?"

"Kun når jeg bevæger mig," sagde Edgar tørt. "Ingrid bliver ude af sig selv. Hvad sagde de deroppe?"

"Jeg ..." Ordene sad fast i Gavins hals. Han rejste sig og løftede sin søvndrukne niece op. Hun lagde armene om ham og puttede hovedet mod hans hals. "Jeg var nødt til at få en anden væbner."

Edgar så fra Gavin til Robin, der stod helt stille i hjørnet af stuen. "Den der?"

Gavin begyndte at vade frem og tilbage. "Alt gik så stærkt. Jeg var rasende, og Erek kom og gnubbede salt i såret."

Manfred kom ind gennem bagdøren med en sæk hestebønder. ”Er Erek på smædestien igen?”

Gavin slog ud med sin frie arm. "Og han lod selvfølgelig som om, han var uskyldig. De ville ikke føre klagen for rådstinget før næste træffetid, og pludselig var det næsten middag." Han så over på Robin.

"Sir Sapore var hjælpende mig, da jeg kom til landet, så jeg tilbød mig." Robin holdt øjnene rettet mod jorden.

"Hvornår har du hjulpet langøren?" spurgte Edgar.

"I Grinde Åby," sagde Gavin hurtigt og gik hen til sin svoger. Han kunne mærke Elinors strenge blik fra butiksdøren selv med ryggen til.

Manfred satte sækken fra sig og sendte en mut Mie ud i den nu tomme butik, med besked om at hente ham, hvis der kom kunder.

Elinor gik rundt om Robin.

"Du må gerne se op, Robin," sagde Gavin. "I min familie kan vi godt lide at være på lige fod med dem, vi taler med.” Gavin mødte sin storesøsters iskolde blik, inden hun vendte de skarpe øjne mod den unge elver.

"Hvad skal det der betyde?" Hun pegede på hans flettede pandehår.

Robin så op og smilede til Elinor: "Det er mit hår."

"Du skal ikke være fræk. Vis mig det."

Elveren trak de lange tjavser fri.

"Enten har I langt hår og er frie, eller også har I kort hår og er slaver eller forbrydere. Den der mellemting kan jeg ikke blive klog på." Hun satte hænderne i siden. "Vis mig dit brændemærke."

"Der er ingen slavetegn, for jeg har ingen herre," sagde Robin lavmælt med blikket flakkende mellem stuens døre, idet han fjernede tørklædet fra den bare hals.

"Så er det afgjort," sagde Elinor og forsøgte at lægge de buttede arme over kors. "Min lillebror skal ikke rejse sammen med en morder." Hun pegede på bagdøren. "Ud af mit hus."

"Elinor."

"Nej, Gavin, jeg får ikke en rolig nat."

"Jeg er ikke morder." Robin så på hende med blanke brune øjne. "Hvis de havde taget min ære som straf for en forbrydelse, havde de raget det hele af." Robins slanke hænder knugede den ene pandelok. "Omstændighederne var tvingende." Stemmen rystede, og han så over på Gavin. "Jeg vil helst ikke tale om det."

"Hør lige her, Langøre," sagde Edgar. "Vi ved ikke, hvor god skuespiller du er." Han kiggede over på Gavin. "Forbryder eller bortløben slave. Det går ikke. Hvis den er på flugt fra sin herre, og det bliver opdaget, vil Erek gøre alt for at få ejeren til at hive dig i rådstinget anklaget for tyveri."

"Var min frihed mig blevet berøvet,

ville det menneske ikke have tøvet,

men fjernet det hele og smidt det i støvet

og brændt det, til der kun var aske tilbage."

De fire mennesker så forundret på elveren, der stak hånden ned i sin taske og hev en mørk fletning op. Hans stemme skælvede.

"Var jeg forbryder og havde begået

den værste brøde og ihjel slået,

så havde jeg nok ikke fletningen fået.

Dommerne giver højst asken tilbage." Robin trak vejret dybt og lukkede øjnene.

Elinor betragtede fletningen og fandt sin egen sorte med fingrene.

Der var stille et øjeblik.

Elinor brød tavsheden. "Så du kan tale om det. Kom med ud i køkkenet og hjælp mig med aftensmaden."

"Øh," sagde Robin med spag stemme og så spørgende over på Gavin.

"Elinor, jeg er en voksen mand, jeg skal nok selv afgøre om ..."

"Drenge, I må underholde jer selv," afbrød Elinor og trak resolut Robin med sig tværs gennem stuen og smækkede køkkendøren.

De tre mænd så på hinanden.

"Er I tørstige?" spurgte Manfred på vej ud i nordrummet efter øl.

Gavin vred sine hænder foran køkkendøren.

"Glem det." Lød Edgars mørke stemme. "Lad hende udspørge ham. Du får kun høvl, hvis du afbryder."

Manfred trak det lille spisebord tættere på Edgars stol og satte fyldte krus til alle tre. "Ja, bare rolig, hun skal nok få alt ud af ham."

Gavin fik pludselig lyst til at flå døren op. Der var en del detaljer, som på ingen måde vedkom hende.

Tegnet af psyclopathe.deviantart.com

Karbon er et farligt sted for en elver med langt hår.

Tegnet af fishnbacon.tumblr.com

Landevejsrøvere er nogle røvhuller, og de slår helt vildt hårdt.

Tegnet af peevishpants.tumblr.com

Lad nu elveren være i fred elendige tyvepak!

Tegnet af dominoka.tumblr.com

Det er lige så upassende at røre en elvers hår som at rage på en kvindes bryster... nogen burde nok informere Gavin om det.

Skitse af quackghost.deviantart.com
Damian bliver meget nemt jaloux.

Tegnet af sandynaxart.tumblr.com

Nogen kunne få brug for en stærk og smidig mentor, der kan lære dem at slås.

Tegnet af sadynaxart.tumblr.com

Det skal ikke være en hemmelighed, hvad forfatteren gerne vil have, der skal ske...

Tegnet af maxkennedy24.tumblr.com

Gavin er på ingen måde klar til denne form for hemmelige vielsesritualer.

Tegnet af https://www.instagram.com/blindscarlet/

Der er grænser for hvor meget modgang man kan klare, inden man har brug for et knus.

Tegnet af corinnesteinportfolio.tumblr.com

Kender du det med at lægge sig til at sove i hver sin ende af en høstak med sin kammerat, og så vågner man i hinandens arme?

                                   Tegnet af kgxartspace.tumblr.com                                                             Tegnet af midgaardian.deviantart.com

Feerne er frø fra Éls store livets træ, de er en slags manifestation af Helligånden i denne verden. ved dobbel-fuldmåne, fire gange om året, kan man stille dem et ja-nej spørgsmål og foå svar fra disse alvidende ånder, hvis man kan finde dem. For de gider kun tale med folk der er rene i hjertet.

Tegnet af snow124-art.tumblr.com

Da det for elvere kun er ens elskere, der får lov at rør ens hår, er det et problem at få lus, hvis man er single. Så er man nødt til at gå til en prostitueret... med mindre man har en ven, der ikke tager den slags så tungt, og er villig til at afluse en uden at lægge noget seksuelt i det. Så må elveren jo bare drikke sig lidt mod til og prøve at abstrahere.

Tegnet af snow124-art.tumblr.com

Blandet Gavin. Morgenhår, druktur, tæmmermænd, flirt, temperamentfuld.       Blandet Robin både med hængeøre og ørene lagt tilbage i raseri.

Tegnet af snow124-art.tumblr.com

Gavin, det er meget muligt, at du påstår, at du ikke er til mænd, men du sover umanerlig tæt med Robin...     Og kysser ham med stor passion...

Tegnet af veroro.deviantart.com

Selv de bedste venner kan komme op at skændes.

Tegnet af crestforte.tumblr.com

Gavin og Robin på vej ud på eventyr.

Tegnet af 2ghosts.tumblr.com

Nogen burde fortælle Gavin, hvor upassende det er at røre en elvers hår.

Tegnet af balticfox.tumblr.com

Hvis Robin nogensinde bliver i stand til at forvandle sig til et dyr bliver det enten en kanin eller en gepart.

Tegnet af ichigomaniac.tumblr.com

Elvere må ikke være til hest i Gavins hjemland, men det vil Gavin skide på, hvis nogen truer hans nye kammerat.

Tegnet af araignee-cafe.deviantart.com

Folk er bare generelt ude på at fange Robin, så nogle gange er Gavin nødt til at hjælpe ham ud af kniben.

Tegnet af almarus.tumblr.com/

I bog 2 får vi harpyer på banen. Det her er Chacis.

Tegnet af

deviantart.com/pabloalcaldefdez/gallery

En tegneserie om et af Robins sammenstød med Damian, efter han har forladt ham.

Tegnet af snow124-art.tumblr.com

Chacis 

Tegnet af boltplumart.tumblr.com

Robin og Chacis kunne være et godt par.

Tegnet af tropicoola.tumblr.com/        Twitter tag @tropicoola  

Gavin, Robin og Chacis, det obligatoriske trekantsdrama.

Tegnet af tntdynamo.tumblr.com/

Scene from book 1, where Robin has been washing clothes, and returns as Gavin is taking a leek.

Tegnet af reb-chan.tumblr.com

Jeg tror godt jeg ved, hvem Robin kigger på, mens han dimser med sit hår.

Tegnet af Drisrt.tumblr.com - Twitter tag @Saintdri  

Robin forsøger at overtale Gavin til ikke at gå med byens prostituerede hjem og sove. 

Tegnet af  https://laizy-boy.tumblr.com/

Chibier ^_________^ boltplumart.tumblr.com

Tegnet af daxarvedraws.tumblr.com/

Nogen har sørget for, at der er en 'varm' velkomst til Gavin og Robin.

Tegnet af www.boltplumart.tumblr.com/

Erek er en lort, så er der ikke så meget mere at sige. 

Tegnet af canadian-witch.tumblr.com

Orkerne i mit univers er intelligente og tænksomme og ham til venstre hedder Fratin og har et herberg.

Tegnet af http://psyco.parts

Sketchsider med Gavin og Robin,                                                Gavin og Erek                                                   og Damian og Robin.

DET FØLGENDE ER UEGNET FOR BØRN.
 

ADVARSEL! ADVARSEL! ADVARSEL! ADVARSEL!
 

DE FØLGENDE BILLEDER INDEHOLDER VOLDTÆGTSSCENER.

Not Suitable For Work!  NSFW!  NSFW!  NSFW!

Så er I advaret!

Skitse af kukumomoart.tumblr.com

Inden Robin flygtede og mødte Gavin,
havde han et mindre opgør med en fyr
ved navn Krovis, som gav ham nogle
dystre minder med i bagagen.

Tegnet af lajadelmira.tumblr.com

Somme tider er livet bare lort med lort på.

Tegnet af hoskky.tumblr.com

Der er en grund til, at Robin er desperat efter at gemme sig for Damian. Han er endda villigt til at klippe sit hår af.

Tegnet af ko-chankapusta.tumblr.com

Hvis Gavin vinder turneringen, kan han få en chance med den smukke Isolde...
Lad os bare håbe at Damian ikke får flere chancer med Robin, for det bliver i givet fald ikke harmonisk.