Smag, behag og unpopular opinions

Det er længe siden, jeg har skrevet et blog indlæg. Det er fordi jeg har været optaget af at udgive og skrive på bøger i min bogserie. Men det er lige nu den sidste hele uge i oktober og dermed Asexual Awareness Week. Så selvom denne blog tidligere mest har været fokuseret på skriveråd, så vil jeg nu poste dette unpopular-opinion-indlæg #AceWeek #AsexualAwarenessWeek

LORTE DESSERTER (OG BOGVALG) Hvis man aldrig har smagt chokolade, så minder desserten ”blødende chokoladehjerte” på afstand jo egentlig lidt om en (om end velduftende men) opstyltet lort med bonus-bæ indeni...

Denne David Mitchell youtube-video om ”smag” fik mig til at tænke: https://www.youtube.com/watch?v=sg_gj2UO2tU

Han forstår ikke, hvorfor mennesker lyver over for ham, når de påstår, at bacon smager dårligt, og rabarber er dejligt, og hvad de vil opnå med deres løgn.

Jeg ville nok bruge bladselleri i sammenligningen frem for rabarber, men han har jo ret.

Hvis nogen påstod, at bacon var klamt, og at bladselleri var lækkert, så ville jeg undres, men følge samfundets normer. Jeg ville sige, at jeg ikke var enig, men acceptere, at de bare havde en anden smag end jeg, selvom jeg inderst inde ikke rigtig ville acceptere det, men bare mene, at de ikke har set lyset.

Hvis det handlede om smag i bøger og film, ville normerne ikke være så strenge, og jeg ville godt kunne indgå i en diskussion om, hvorvidt de burde læse nogle andre bøger

(ÅH! Jeg kunne holde lange taler om, hvorfor man skulle læse noget bedre litteratur end 50 Shades of Grey fx, ikke fordi der er noget galt med erotica og kink, det har jeg det fint med, jeg kan anbefale noget rigtig godt erotica – men det er hele pointen, 50 shades er pisse-ringe skrevet og romantiserer usunde forhold og er eroticaens afskyelige bladselleri, men der er bacon-erotika på markedet… nå det var et sidespor).

Vi kunne diskutere andre bogvalg, men jeg ville ikke kunne opfordre dem til at spise flere club sandwiches end bladselleristænger, for ’det er en smagssag’.

Men igen, jeg har mødt folk som siger, at de meget bedre kan lide den socialrealistiske Tom Christensens hærværk end Harry Potter, og at fantasy ikke siger dem noget. Jeg accepterede udvendigt og sagde, at smag og behag var forskelligt, men indeni mente jeg selvfølgelig, at de havde dårlig smag, fordi de ikke havde samme smag som mig XD

Men jeg synes det er rart, at normen findes om, at man skal acceptere forskellig smag, for jeg synes jo det ville være irriterende, hvis Tom Christensen-fanen forsøgte at overbevise mig om, at jeg slet ikke havde spildt mit liv ved at læse de 460 sider, som jeg personligt mente jeg kunne have sparet mig selv for ved bare at læse 4 linjer: ”Mand i panikalderen fucker sit liv op, brænder sine broer og sin lejlighed, mens han går i hundene og knalder sin prostituerede nabo. Og måske er der alligevel håb for ham til sidst, hvis han ikke drikker sig ihjel.”

Det gælder så mange ting i livet, som der kan være divergerende meninger om. Når man ikke gider diskutere det længere, med dem man er uenig med, kan man altid lade begge slippe uden nederlag ved at konstatere, at smag og behag er forskellig.

SMAG OG BEHAG ER FORSKELLIG, PÅ NÆR NÅR DET GÆLDER...

Men det er som om, der er ét område i livet, hvor 'forskellig smag' ikke godtages som argument af alle. 'Villa, Volvo, vovse' eller 'mand og børn'.

Når jeg siger, at jeg hellere vil være single og bruge tid på alle de fede hobbies, jeg har nu, end jeg vil have mand og børn, så er det utrolig sjældent at folk siger: ”fedt at du er glad for den måde, du lever på – sådan ville jeg ikke vælge, men cool for dig.” (Det sker, men det er ikke flertallet af gangene.)

Det er virkelig tit at folk siger ting som: ”Det er fordi du ikke har prøvet to-somheden.” ”Når du selv får børn, kommer du til at elske dem.” ”Det er fordi du ikke har fået god nok sex, at du hellere vil være alene.” eller ”Det tror jeg ikke på, i virkelighed vil du gerne have en kæreste og et par unger.”

Nogle få gange har det føltes, som om stressede forældre havde decideret behov for ikke bare at fortælle, at de ikke var enige i fordelen ved mine valg, de ville også overbevise/omvende mig eller i det mindste få mig til at indse, hvor tomt mit liv var uden fantastisk familieliv med børn som deres.

Måske var det min irritation over deres kategoriske afvisning af, at man kunne være glad for noget som helst andet end det, de havde valgt, men det føltes lidt som om, at de var desperate efter at bevise, hvor godt deres valg var. For hvis andre kunne være lykkelige på en anden måde, så var det liv, de havde valgt med skrigende unger og alt for lidt søvn, måske alligevel ikke så perfekt?

Mit ærinde er ikke at sige, at alle dem der vælger familie og børn har valgt forkert. Langt fra! Jeg vil bare påpege, at blot fordi et flertal elsker én ting, er det ikke ensbetydende med, at mindretallet, der elsker noget andet, er syge og forkerte – de har bare en anden smag.

Og jeg vil heller ikke på nogen måde afvise, at de kan få ret, de der siger: ”Når du selv får børn, så ændrer dit perspektiv sig, og så er familien det, du har mest lyst til. Så føles det ikke som et afsavn, at du skal skære ned, på nogle af de andre ting, du har gang i nu. Så bliver familien automatisk din førsteprioritet.” Det tror jeg er helt sandt… men det er stadig ikke ensbetydende med, at jeg skal vælge den vej. Og slet ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan blive lykkelig på en anden måde.

Men nu har jeg jo ikke børn, og derfor er mit perspektiv stadig det gamle, som synes at børn ville være meget begrænsende for min frihed, for alle de fede ting jeg laver nu.

SØNDERJYSK DESSERT-BORD

Lad mig her sammenligne med dessertens verden.

Jeg elsker chokolade, men hvis jeg nu aldrig havde smagt en chokoladekage, og jeg stod ved kagebordet og skulle vælge dessert. Så ville den bæbrune firkant selv med en klat flødeskum på og en kugle is ved ikke nødvendigvis lokke mig.

Selvom nok så mange sagde: ”Når du først har smagt den, vil du ændre perspektiv, så har du altid mest lyst til at bestille blødende chokoladehjerte,” så ville jeg nok ikke vælge den dessert.

Når tilpas mange siger, at den er himmelsk, ville jeg nok tro på dem.

Og når jeg så, at de efter at have prøvet chokoladekagen blev ved med at vende tilbage til samme dessert, så ville jeg tro dem endnu mere… Men det betyder stadig ikke, at jeg ikke ville kunne fortsætte med at være fuldt ud tilfreds med at skulle vælge mellem bananasplit, is i diverse varianter, tiamizu, creme brule, pandekager med is og citronfromager.

”Jamen det er bare fordi, du ikke har prøvet!”

”Det er da meget muligt, men ja så længe jeg ikke har prøvet, savner jeg det jo heller ikke.”

Nu har jeg aldrig været særlig begejstret for børn. Jeg hader dem ikke, men jeg kan bedst lide voksne.

Kan man få nogle voksne børn, der elsker en, uden at man skal investere 20 år i dem, poste en million kroner, opgive/sætte de fleste af ens interesser på standby i flere år, miste sin nattesøvn i hvert fald de første år?

For så vil jeg måske prøve chokoladekagen.

MIN IRRITATION SKYLDES OGSÅ LIDT AT JEG SAVNER MINE VENNER XD

Jeg kan ikke sige mit selviske ego fri for at irriteres, når jeg bliver afbrudt midt i en spændende samtale med mine venner, fordi deres børn også har brug for opmærksomhed. Det hjælper selvfølgelig ikke, at jeg står med benet langt ovre i et andet paradigme, og ikke interesserer mig for mine-craft eller lego friends. Når børnene endelig er lagt i seng, kan vennerne kun holde sig vågne nogle få timer, fordi børnene har tvunget dem ind i en ukristelig døgnrytme, hvor de står op kl. kvart i kvalme.

Vennerne melder også oftere fra, fordi de ting, vi lavede i gamle dage, er svære at forene med et liv med børn.

"TAG IKKE DETTE PERSONLIGT... MEN DIT BARN ER KLAMT," SIGER INGEN, DER HAR LIVET KÆRT

Det er helt ok for mig, at andre elsker børn. Seriously! Det accepterer jeg gerne også helt inde i min egoistiske sjæl. Be my guest! For så slipper jeg for at skulle holde dem. Jo flere der strømmer hen til barnevognen og spørger, om de må holde den lille ny alien, jo bedre, for så kan jeg bakke væk uden nogen ser det.

Men på et tidspunkt lærer de at gå, og så stavrer de med udspredte arme, grønt ellevetal ned om munden og havregrød ned af fronten hen mod mig. Og jeg ved da godt, at det ikke er af ond mening de gør det, de vil bare gerne have et kram, men derfor er det allivel klamt at blive krammet, når de tørrer mulen af i min cardigan.

Det er her nogle forældre ryster på hovedet. Det ser jo bare en strålende engel, der svæver hen til mig. De er holdt op med at se klatterne på tøjet, og det gælder ofte også andres børn uanset, hvor meget kødsovs der har sat sig fast i håret og bag ørerne.

MIN KAT ER OGSÅ KLAM

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår mekanismen. Jeg har kat, og jeg synes ikke, min kat er klam, når den kommer slæbende med en mus og tager den ind under sengen… eller jo ok måske lidt, men jeg roser den på samme måde, som forældre roser deres børn for de mest talentløse kruseduller, som om det var stor Picasso kunst.

Og ligesom forældre synes, at andres børn kan være søde. Synes jeg jo også at andre menneskers hunde, katte, kaniner og papegøjer har charme. Endda edderkopper og slanger er cool. Så jeg forstår godt, at man kan blive desillusioneret til at tro, at det, man selv forguder, må være elsket lige så højt af andre.

Men ligesom med mad kan jeg ikke rynke brynene, hvis folk siger, at de hader katte, jeg kan kun høfligt sige, at jeg elsker dem, og ikke forstå deres smag – men jeg må acceptere den.

Men hold nu op, hvor skal man høre på meget pis, hvis man ytrer, at man ikke bryder sig om børn! Smag og behag er forskellig, og alle er berettiget til deres egen mening… bortset lige fra ikke at kunne lide andre folks børn, det er åbenbart ikke OK.

Og jeg tør slet ikke prøve at inddrage deres indsmurte børn i min lorte-chokoladekage-analogi, så bliver jeg bare korsfæstet.

Men der er nok også en forskel.

Forskel på at sige, at man ikke bryder sig så meget om børn – hvor folk af en anden mening siger eller måske bare tænker: ”Bare vent til du får dine egne, så vil du også se dem som engle,” og på at sige: ”Jeg søger ikke en kæreste, føler ikke jeg har brug for en, og hvis jeg finder en, så tror jeg ikke, jeg vil have børn med ham.”

Så er det pludselig en diskussion om, hvorvidt man overhovedet kan være lykkelig alene.

Og så er vi tilbage ved det blødende chokoladehjerte.

JEG ER LYKKELIG FOR DET STORE UDVALG AF DESSERTER I MIT SINGLELIV

Jeg tror ikke, jeg behøver at få en ny favorit dessert, som jeg vil sværge resten af mit dessertliv til. Jeg tror også, jeg kan blive lykkelig, selvom jeg aldrig opdager fortryllelsen ved chokoladen. Jeg tror godt, at jeg kan være lykkelig ved at spise cheese cake, ost og kiks, vaniljebudding, panacotta, æblekage og blåbærtærte.

Min eneste bekymring er, at jeg skulle komme til at savne de der voksne børn, når de er vokset fra mine-craft og taler om ting, der også interesserer mig, og har lært behovsstyring, så der er lidt mere plads til mig mig mig og mit ego. Men her prøver jeg at gardere mig med en softice med chokolade-drys, altså sådan at jeg får snerten af chokolade uden at gå ombord i brownien, idet jeg prøver at opbygge et særlig nært forhold til min søsters børn.

Så kan man være sammen med dem og have nogle gode oplevelser uden alt ansvaret, bekymringerne og besværet ved at skulle håndtere opdragelsen og den sommetider stressede hverdag. (Og ja jeg kalder det besvær, for jeg har endnu ikke ændret perspektiv og spist af det blødende chokoladehjerte, så jeg ser det som et slid og ikke et privilegie.)

”Jamen Christina, du behøver jo ikke opgive alt det, du elsker nu, bare fordi du får børn, det er jo bare et spørgsmål om prioritering.”

”Luk nu røven med det pis.” Jeg må bare konstatere, at det er virkelig få af mine børnefamilie-venner, der stadig kan nå alt det, de gerne vil, og som de gjorde før.

Hvis man skal tidligt op, have morgenen til at hænge sammen, afleveret børnene, lægge 8 timer på arbejde, hente børn igen, nå at lave aftensmad og ordne huset, så man ikke drukner i vasketøj og opvask og madpakkesmøring, og man efter putningen har mere end 3 timer til sig selv og eventuelt kæresten, så lyder det til, at man er meget heldig.

Og med den usandsynligt ringe selvdisciplin, jeg har nu uden børn, vil det være umuligt for mig med små børn at prioritere mig ud af problemet med at nå alt det, jeg gerne vil, hvis det meste af min nuværende fritid skulle bruges på børn.

Hvis der pludselig ikke er 6-8 timers mig-tid, men måske kun mellem 1,5-3 timer på en god dag, så kan jeg ikke se, hvordan jeg bare ved at prioritere på magisk vis stadig vil kunne nå at løbe bare 30 minutter, skrive bog, tage til spilaftener med brætspilsvennerne, tage til fortælleaften med fortællekredsen, tage til rollespil med nørderne og se film med filmklubben.

”Nej men når du har chokoladekage, savner du ikke mandel-biscotti, islagkage eller frugtsallat med råcreme.”

Og det er her jeg bare må sige. At det er meget muligt, at jeg ligesom så mange andre ville kunne blive lykkelig for blødende chokoladehjerte, og måske kun en smagsprøve af andres isdesserter og othellolagkager en gang imellem. Men hvorfor må jeg ikke have lov til at være lykkelig med alle de desserter, jeg har nu?

AT TRÆDE UDENFOR FLERTALLETS NORMER

Nu er det jo heller ikke alle, der desideret siger, at jeg ikke kan være lykkelig alene, eller at jeg har valgt helt forkert, men det er godt nok heller ikke mange, der siger ”Good for you!” fordi samfundets normer, vores film, TV og bøger næsten alle sammen fortæller samme historie: Kvinder skal finde en mand at blive lykkelig med og lave familie med (og mænd må gerne tage på flere eventyr… Der ligger også et helt feminazi rant her, men det må blive taget op en anden dag).

Hvis jeg laver en pros and cons liste, er det jo heller ikke fordi, at jeg ikke ville kunne bevare nogle af mine yndlingsaktiviteter i et forhold med børn, eller bare et forhold uden børn.

Jeg ville stadig kunne se film, og det ville måske endda være ekstra hyggeligt at se dem med andre (selvom vi så skulle enes om, hvad vi skulle se, men lad os ikke forudgribe problemer, som måske slet ikke ville opstå) jeg ville stadig kunne male, mens vi så film, hvis vi ikke skulle sidde tæt. Jeg ville kunne nå begge disse ting på 1,5-3 timer, hvis der også var børn og vinduet for kærestetid var af den korte slags.

Men alle de vennegrupper, jeg nyder at fylde mit liv med nu, de ville blive kraftigt beskåret.

Og uanset hvor ligeglad jeg ville være med det, når jeg var forblændet af chokolade, så virker det som et ret stort tab i det paradigme, jeg står i lige nu.

Men det er svært at forstå for folk, der er super glade for at have fundet kærligheden. At jeg også kan føle mig lykkelig uden kærligheden, ved at finde mening i en ordentlig røvfuld venner og kreative ting.

Når min selvdisciplin er i bund, og jeg kun ser youtube og ligegyldige serier i stedet for at skrive og tegne, så savner jeg skriveriet. Og det er måske svært at forstå for folk, der ikke finder samme glæde ved akrylmaling, lærreder og spændingskurver i novelleskriveprocessen.

Men hvor ville det være rart, hvis folk i stedet for at antage, at jeg havde et fattigt liv, fordi jeg havde fyldt det med andre ting end dem, ville acceptere, at jeg er glad for det, jeg har, uanset om de forstod det eller ej. Det er bare meget nemt at komme til, at kategorisere andres lykke som mindre dyb eller værdifuld end ens egen, når den har en anden beskaffenhed.

Jeg antager også, at de er super glade for deres børn og familieliv, selvom jeg ikke savner at stå i samme situation med et grædende barn på armen i færd med enten at spise sine bussemænd eller tørre dem af i forældrenes ærmer.

Jeg elsker når min kat lægger sig ovenpå dynen på min brystkasse og spinder, så jeg er nødt at blive liggende og spille spil på mobilen en halv time mere den lørdag, inden jeg kan stå op, og det gør mig intet, at jeg er alene i sengen. Men det har folk, der godt kan lide varmen fra at dele en seng med en partner, ikke altid forstå. Det er den bedste nøddekurv med vaniljeis, jeg ved: At gasse mig ekstra længe med et fældende skarpkloet rovdyr med dårlig ånde.

Så det er sikkert lidt det samme for forældre, der er rørt til tåre over en juleafslutning, hvor børnene synger i koret, så kirkens tag letter og mosaikruderne sprænges.

Det går jeg ud fra, men det betyder stadig ikke, at jeg ikke kan være lykkelig uden at sætte tænderne i den kage, der ligner en opstyltet lort.

CONFESSIONS OF AN ASEXUAL

Alt det ovenfor skrev jeg i 2015. Siden har jeg indset at jeg er aromantisk aseksuel, så nu er der et label på, hvorfor jeg ikke følger normen. Jeg forelsker mig simpelthen ikke i folk, og har ikke lyst til at have sex med dem.

Og så er der stof til en hel ekstra artikel i alt det, som man kan risikere at få at vide, hvis man siger, at man er aseksuel.

”Bare vent til du finder ’den rigtige’,” og ”Du skal bare have noget ordentlig sex. Det er sikkert fordi, de mænd du har været sammen med ikke har kunnet tilfredsstille dig.”

Åh ja, kom fortæl den aseksuelle hvordan en pik kan redde mig og resten af verden, hvis bare man får en tur på den. Ja fortæl mig hvordan sex er løsningen og vejen til al lykke. Gad vide hvor mange der ville sige til en lesbisk, der lige var sprunget ud: ”Du har bare ikke prøvet en god pik endnu.” (Fuck, det ER der sikkert lesbiske der har hørt fyre sige >.<)

Det er en seksuel orientering på LGBTQA+ listen, og det er derfor ikke et valg, og det er ikke noget, jeg ændrer mening om, når jeg bare er blevet frelst af den rigtige pik.

Så moralen er: Vi er alle forskellige, og det er helt OK, at folk er overraskede, når de møder nogen, der ikke følger normerne og føler som flertallet. Selvfølgelig forventer man, at møde folk, med den holdning, der statistisk set er mest sandsynlig, altså at det er vigtigt at finde en partner og have noget sex og måske få nogle børn.

I må gerne være overraskede, når I hører, at jeg ikke er en del af flertallet. Men er I søde bare at acceptere og tro på mig, når jeg siger, at jeg vil noget andet i mit liv. Er I søde ikke at prøve at overbevise mig om, at jeg tager fejl, at jeg ikke er eller kan blive lykkelig. Og er I søde ikke at påstå, at der er noget galt med mig.

Man må gerne synes, at man selv har valgt den bedste vej, man skal bare ikke påstå, at det er den eneste rigtige vej. Smag og behag er jo forskellig.