Scener og sequels på makroplan
HVAD ER EN SCENE OG EN SEQUEL
Næsten alle afsnit i din bog eller novelle er enten en ”scene” eller en ”sequel”, måske fraset nogle beskrivelser af omgivelserne – eller hvis du skriver litterær litteratur med fokus på super lækkert sprog (men så er det her måske ikke en blog for dig).
Helt kort sagt, så vil alle afsnit, hvor dine karakterer har noget på spil - stort eller småt, og det har de jo nærmest altid – en scene eller en sequel. Og for ikke at tabe intern sammenhæng i teksten på gulvet og forvirre læseren, skal du anstrenge dig for at disse afsnit med noget på spil er opbygget som følger på det overordnede plan:
SCENE: 1) MÅL, 2) KONFLIKT og 3) KATASTROFE/UDFALD SEQUEL: 1) REAKTION, 2) DILEMMA og 3) VALG.
(Du kan læse om, hvordan scener og sequels skal fungere på mikro-plan i næste blogindlæg)
EKSEMPLER
Eksempel på scene: MÅL: Harry Potter har fundet et brev i posten adresseret præcis til ham, og han vil gerne åbne det, men KONFLIKT: fætter Dudley snupper det ud af hænderne på ham, og KATASTROFE: de lader ham ikke få brevet.
Eksempel på sequel: i foregående scene er Boromir død, orkerne har overtaget og Frodo kan se, at hans mål om at nå Mordor sammen med the fellowship ikke kan lade sig gøre, og REAKTION: Frodo er ked af det og chokeret efter Boromir prøvede at tage ringen og blev skudt. DILEMMA: Frodo indser, at han skal vælge mellem ikke at kunne gennemføre missionen, og risikere a) at orkerne tager ringen, b) eller at gå alene til Mordor uden sit hold af bodyguards, og hans VALG bliver, at tage den farlige vej på egen hånd.
HVORNÅR BRUGER MAN HVAD? Hvis du gerne vil have action og fremdrift i din historie, skal du bruge flere scener med konflikter, hvor hovedpersonen ikke får, hvad han vil have, end du skal bruge sequels, hvor hovedpersonen, erkender sine nederlag og overvejer, hvordan han så kan nå sine mål, ved at gå mere besværlige veje end først planlagt.
Du kan sagtens have mange scener i træk, inden du sætter tempoet ned og lader både læser og hovedpersonen få vejret igen. Sådan kan du kontrollere pacing. Hvis din historie går lidt trægt, så fjern sequels og kom nogle scener ind med masser af konflikt.
Det vigtige ved scener frem for sequels er, at konflikterne skaber spænding for læseren, der er noget på spil for hovedpersonen, og læseren er spændt på at se, hvad der sker.
HVOR LANG ER EN SCENE OG EN SEQUEL?
Længden kan variere meget. På det overordnede plan kan du argumentere for, at et kapitel i en bog ofte beskæftiger sig med én hovedkonflikt, og at et sådant kapitel altså kan ses som én scene. Men det kan jo inkludere mange små konflikter, små skænderier eller forhindringer, der er relateret til hovedkonflikten.
I Første Harry Potter bog skal Harry og vennerne igennem en masse små opgaver for at komme hen til de vises sten. Alle opgaver løses i ét kapitel, men hver opgave kan ses som en separat konflikt. Så scener og sequel-længde er et definitionsspørgsmål. Sommetider kan du endda se enkelte sætninger eller afsnit som scener.
Hvert træk i troldmandsskak-spillet i nævnte kapitel af Harry Potter kan på en måde ses som små scener, hver med et mål om at vinde, en konflikt med modstanderens brikker og en katastrofe, efter hvert træk, indtil de endelig vinder. Men sejren har den pris, at Ron må ofre sig, hvilket leder mig hen til, hvordan man slutter en scene med en katastrofe.
SCENERS AFSLUTNING MED KATASTROFER
Næsten alle scener indtil din histories klimaks skal afsluttes på en af følgende tre måder, for at bevare fremdriften og spændingen. Selvfølgelig behøver hver scene ikke ende med nederlag. Sommetider har både hovedperson og læser brug for successer, men hvis helten bare vader fra sejr til sejr, bliver din bog hurtigt kedelig at læse, da der ikke er noget på spil.
Så for at få spænding i dine scener, slut dem med en katastrofe, hvor hovedpersonen ikke når sit mål. Katastrofen kan tage en af følgende tre former:
”nåede hovedpersonen sit mål?”
”NEJ”
”NEJ, OG”
”JA, MEN”
EKSEMPLER
1) Enten når han ikke sit mål, og må så prøve på en ny måde (evt. efter en sequel, hvor han tænker over det). (Eks.: NEJ - Hagrid vil ikke fortælle Harry Potter og vennerne, hvem Nicolas Flamel er, og så må de finde andre veje.)
2) Eller han når ikke sit mål, OG der sker noget som forværrer situationen endnu mere. (NEJ - Harry når ikke at forhindre Dobby i at smide en kage på gulvet (i hovedet på familien Dursleys gæst i filmen), OG han får en advarsel om, at han bliver smidt ud af skolen, hvis han bruger magi igen OG onkel Vernon spærrer ham inde på værelset.)
3) Eller han når måske dele af eller hele sit mål, MEN så opstår der et nyt problem. (JA - Harry finder ud af, hvem der går og dræber enhjørninge MEN mistæderen lader enhjørningen ligge og beslutter sig for at prøve at dræbe Harry i stedet - (lyn hurtigt efterfulgt af en kort scene, hvor Firence redder Harry som vel er en sejer, MEN nu ved han at Voldemort er tilbage og der er langt større fare på færde end han troede.))
GØR DET AUTOMATISK; ELLER GÅ TILBAGE OG REDIGER Det er muligt, at du gør alt det her automatisk. Jeg selv er plotter, så jeg planlægger hele min bog i scener og sequels, inden jeg skriver dem ud i detaljer. Så jeg ved, at nederlaget fra én konflikt fører til den næste scene, som så fører til det næste, hvis nederlag der bliver tygget på i en sequel, inden helten finder på en ny plan… som mislykkes osv.
Men uanset om det ligger på rygraden hos dig eller ej, er det en god ide, når du er færdig med første udkast til din bog eller novelle, at du går tilbage i redigeringsfasen og er lidt pædagogisk overfor din læser. Sørg for lige i en bisætning at nævne, hvad det nu lige er for et mål, hovedpersonen er ude efter lige nu, inden noget går galt. Det hjælper læseren, især hvis der er subplots og adskillige mål at holde styr på på én gang.
