Posts are coming soon
Stay tuned...

HVEM KAN, MÅ OG BØR REPRÆSENTERE HVEM?

Da jeg studerede tegnsprog i et år, og skulle lære om døves kultur, læste jeg en masse beretninger fra døve om deres oplevelser af både undertrykkelse, misforståelser og meget andet. Jeg kan huske, at jeg lige efter universitetet ikke synes, at det var noget specielt godt kildemateriale, fordi det på ingen måde var objektivt. Men på den anden side var det, jeg havde brug for, måske ikke en blød middelvej, men netop en masse eksempler på, hvordan døve oplevede verden og de problemer, der opstår, når man hver dag har kommunikationsbarrierer. Og så var det op til mig selv at være kritisk overfor kildeteksterne.

Som undervisningsmateriale, kunne jeg nok ikke bruge en hørende forfatters skønlitterære bog om en døv persons liv. Men hvad hvis jeg netop ledte efter en skønlitterær bog om døve? Skulle den så nødvendigvis være skrevet af en, der selv var døv? Her kan en dygtig forfatter med research eller døve i familien sikker skrive en vældig god og overbevisende bog uanset hørekurve. Men er det kun underholdningsværdien der tæller?

For tiden tænker jeg meget over repræsentation, fordi jeg er opmærksom på, hvor white washed og heteronorme de fleste af vores bøger, film og tv-programmer er, selvom situationen så småt er i bedring. Men hvis der skal skrives flere bøger om og med f.eks homosekksuelle og biseksuelle hovedpersoner, hvem skal så gøre det?

UNDGÅ AT FORSTÆRKE SKADELIGE STEREOTYPER, KLICHÉER OG TROPES

En forfatter uden kendskab til de temaer, han eller hun skriver om, kan sagtens komme til at bidrage til uheldige stereotype billeder. Jeg har allerede skrevet adskillige blogindlæg om, hvor uheldigt jeg synes det er, at vi ofte gentager gamle tropes og klichéer, hvis de forstærker problematiske tendenser.

Ligesom jeg synes, det er skadeligt, at det i romance-litteraturen ofte romantiseres, at en mand er stalker-agtig, kontrollerende og ikke accepterer et nej fra den kvindelige hovedperson. (Og det gælder naturligvis også kvindelige stalkere af mandlige hovedpersoner, de forekommer bare statistisk set ikke i lige så mange bøger og film.) Så synes jeg, det er mindst lige så problematisk, at der i YAOI (altså japanske bøsse-tegneserier og -film - læs mere her) ofte er mandlige karakterer, der bliver forelskede i deres voldtægtsmænd.