May 24, 2018

March 16, 2018

February 7, 2017

Please reload

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

HVEM KAN, MÅ OG BØR REPRÆSENTERE HVEM?

April 13, 2018

 

Da jeg studerede tegnsprog i et år, og skulle lære om døves kultur, læste jeg en masse beretninger fra døve om deres oplevelser af både undertrykkelse, misforståelser og meget andet. Jeg kan huske, at jeg lige efter universitetet ikke synes, at det var noget specielt godt kildemateriale, fordi det på ingen måde var objektivt. Men på den anden side var det, jeg havde brug for, måske ikke en blød middelvej, men netop en masse eksempler på, hvordan døve oplevede verden og de problemer, der opstår, når man hver dag har kommunikationsbarrierer. Og så var det op til mig selv at være kritisk overfor kildeteksterne.

 

Som undervisningsmateriale, kunne jeg nok ikke bruge en hørende forfatters skønlitterære bog om en døv persons liv. Men hvad hvis jeg netop ledte efter en skønlitterær bog om døve? Skulle den så nødvendigvis være skrevet af en, der selv var døv? Her kan en dygtig forfatter med research eller døve i familien sikker skrive en vældig god og overbevisende bog uanset hørekurve. Men er det kun underholdningsværdien der tæller?

 

For tiden tænker jeg meget over repræsentation, fordi jeg er opmærksom på, hvor white washed og heteronorme de fleste af vores bøger, film og tv-programmer er, selvom situationen så småt er i bedring. Men hvis der skal skrives flere bøger om og med f.eks homosekksuelle og biseksuelle hovedpersoner, hvem skal så gøre det?

 

UNDGÅ AT FORSTÆRKE SKADELIGE STEREOTYPER, KLICHÉER OG TROPES

En forfatter uden kendskab til de temaer, han eller hun skriver om, kan sagtens komme til at bidrage til uheldige stereotype billeder. Jeg har allerede skrevet adskillige blogindlæg om, hvor uheldigt jeg synes det er, at vi ofte gentager gamle tropes og klichéer, hvis de forstærker problematiske tendenser.


Ligesom jeg synes, det er skadeligt, at det i romance-litteraturen ofte romantiseres, at en mand er stalker-agtig, kontrollerende og ikke accepterer et nej fra den kvindelige hovedperson. (Og det gælder naturligvis også kvindelige stalkere af mandlige hovedpersoner, de forekommer bare statistisk set ikke i lige så mange bøger og film.) Så synes jeg, det er mindst lige så problematisk, at der i YAOI (altså japanske bøsse-tegneserier og -film - læs mere her) ofte er mandlige karakterer, der bliver forelskede i deres voldtægtsmænd.

 

Der er diskussioner om, hvorvidt det er skadeligt, at kvinder læser slash og yaoi, hvor en masse stereotype opfattelser forstærkes om homoseksuelle forhold. Og der er diskussioner om, om bøsser objektifiseres i disse historier, på samme måde, som mange kvinder objektifiseres i store dele af pornoindustrien.

 

Yaoi og slash-fiktion er som regel skrevet af kvinder til kvinder, altså ikke af bøsser til kvinder eller til andre bøsser. 
 

Jeg håber personligt, at mine historier om Gavin og Robin ikke kun bliver læst af kvinder, men uanset om min tilsigtede målgruppe er kvinder, mænd, både og eller midt imellem, så er jeg ikke selv bøsse ... Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Er jeg kvalificeret til at skrive om en skabsbiseksuels oplevelse af at springe ud?

Hvem der skal, bør og må skrive om hvilke emner?

 

HVEM SKAL SKRIVE DET VI MANGLER?

Repræsentation er vigtigt, så alle kan have nogen at se op til, men kan jeg som en griselyserød, ciskønnet, heteroseksuel kvinde skrive om, hvordan en brun, måske transkønnet, homoseksuel kvinde oplever verden? Eller spørgsmålet er måske: Bør jeg?
For "kan", "bør" og "må" i et samfund med ytringsfrihed under ansvar er store spørgsmål.

 

Personligt tænker jeg, at selvfølgelig KAN jeg skrive om det. Spørgsmålet er, hvor godt jeg rammer, og om jeg kommer til at forstærke skadelige stereotyper, hvis jeg rammer ved siden af. Og selvom jeg skriver i et fantasy univers om en hvid, ciskønnet, biseksuel mand og en brun, ciskønnet, homoseksuel elver, kan jeg sagtens ufovarrent komme til at skrive noget, som LBGTQ-folk helst havde været fri for.

 

Selvfølgelig jeg skrive, hvad jeg vil indenfor lovens rammer. Men er jeg den bedste til at skrive sådan en historie? Min første bog handler om det bromance venskab, der opstår mellem mine karakterer og om de eventyr, de tager på, men i senere bøger bliver den eventuelle romance mellem dem et vigtigt sub-plot.


Hvem ville læse en bog om, hvordan det var at være jøde i en koncentrationslejr under 2. verdenskrig, hvis den var skrevet af en tidligere nazist? Ikke for at sammenligne mig selv med nazister. Men der er nok bare nogle emner, der behandles bedst, af folk der har oplevet konflikterne på egen krop.

 

WRITE WHAT YOU KNOW
Det tit en fordel at 'skrive det man kender', altså bruge situationer og følelser man kender og evt. forstærke dem, når man skriver om ting, man ikke kender.


Mine hovedpersoner er mænd, og jeg har aldrig været en mand, og har derfor aldrig selv prøvet forskellige problemer, som er særligt relateret til mænd. Derfor sørger jeg for mestendels at skrive om ting, som er menneskelige frem for særligt relateret til mænd eller kvinder.

 

Jeg går ud fra, at følelsen af ikke at slå til, eller frygte for nogen, man elskers sikkerhed, eller følelsen af skam er universel, uanset om man er mand eller kvinde eller midt i mellem. Så den følelse, jeg en gang havde, da jeg blev "skammet" for ikke at være smuk eller kvindelig nok, den kan jeg overføre og bruge i mine skriverier, om hvordan min ene mandlige hovedkarakter føler, da nogen prøver at få ham til at skamme sig over, at han ikke er 'mand nok', selvom de præcise omstændigheder er forskellige.

 

IKKE BINÆR KØNS-IDENTITET
I 2017 var jeg til Worldcon i Finland, en årlig konvention med masser af spændende foredrag og diskussioner om især sci fi. Her overværede jeg en paneldebat om repræsentation af gender non binary people, altså folk der ikke føler, at de passer ned i en af de to stereotype kasser, der er mænd (som typisk 'bør være' stærke og maskuline) og kvinder (der *bør være' typisk feminine).

 

At have en ikke binær kønsidentitet har ikke nødvendigvis noget at gøre med at være transkønnet, og føle at man er født i den forkerte krop, selvom transkønnede naturligvis også kan have nonbinary kønsidentitet.

 
Det at være nonbinary handler om, at man ikke identificerer sig som enten klart maskulin eller klart feminin, måske er man en blanding, eller ingen af delene. Denne kønsidentitet er et spektrum i sig selv.

Man kan være:

- Midt imellem som intergender.

- Eller androgyn og altså have både maskuline og feminine sider.

- Eller være agender, og ikke identifisere sig med nogen af disse to skarpt optrukne køn.

- Man kan være bigender eller pangender, så man altså har flere kønsidentiteter,

- Eller man kan være genderfluid og svinge frem og tilbage mellem, hvad man identificerer sig som.

 

Mange nonbinary mennesker vil gerne have, at man bruger kønsneutrale stedord. (Se f.eks denne artikel om stedordet 'hen' i en svensk børnehave) 

Jeg synes personligt ikke, at det var en særlig god paneldebat, da den for mig at se mest var én lang omgang brok over for lidt og forkert repræsentation og meget få løsningsforslag til, hvordan vi kommer dette problem til livs. Det var ikke fordi, jeg ikke var enig i, at der er dårlig repræsentation af denne gruppe. Ligesom jeg forstår, hvorfor kilderne til døves kultur var som de var, kan priviligerede, ciskønnede Christina sagtens acceptere, at det er sådan de fleste ikke binære personer føler, fordi der er så få bøger, film og tv-serier, hvor de kan identificere sig med karaktererne. Men jeg fik ikke nogen redskaber at arbejde med.

 

De to debatører fortalte, at når der endelig var en bog med nonbinary karakterer, var problemet altid, at de var skrevet utilfredsstillende, ofte fordi forfatteren netop ikke selv havde mærket nonbinary problemer på egen krop og skrev på et uoplyst grundlag. Eller måske var den ikke binære person bare en flad, trofæ-biperson. Men selv de bøger, der var skrevet af forfattere, der identificerede sig som nonbinary, var sjældent tilfredsstillende, fordi alle oplever det at være et sted midt i mellem eller helt fjernet fra kønsstereotyperne på forskellige måder, og de to paneldeltagere havde endnu ikke læst noget, der ramte deres egen oplevelse, selv ikke i bøger skrevet af nonbinary forfattere.

 

HVIS MAN IKKE KAN GØRE DET PERFEKT, SKAL MAN SÅ LADE VÆRE?

Ved dette debatpanel var det største problem for mig, da en forfatter til sidst i spørgerunden rejste sig og spurgte om det, jeg selv havde siddet og tænkt under hele debatten:

"Hvis jeg er jeres allierede, og gerne vil være med til at skabe mere repræsentation, men jeg ikke selv er non binary - hvordan skal jeg så gøre?"

 

Og deres svar var: "Du kan ikke rigtig gøre noget, vi vil være utilfredse uanset, hvad du gør. Du skal selvfølgelig få nogle nonbinary venner og snakke med dem, så du som udenforstående kan prøve at ramme, rigtigt, men når forfattere, der selv er nonbinary, ikke kan tilfredsstille os med deres fremstillinger, så er der jo ikke meget at stille op. Vi bliver sure, hvis vi ikke får repræsentation, men når folk prøver at repræsentere os, men ikke gør det tilfredsstillende, bliver vi også sure."


Jeg var sikkert bare uheldig, at det panel jeg overværede var særlig negativt og ikke havde konstruktive forslag. Men det er godt nok ikke nemt som forfatter, at gøre det rigtige.

Jeg prøver altid at finde betalæsere fra nogle af de minoriteter, jeg skriver om, selvom ikke alt i min fantasy verden har en tilsvarende parallel i vores verden. Men det er svært, og nogle gange er jeg måske slet ikke klar over, at jeg bevæger mig ind på et minefelt, som nogen burde beta-tjekke for mig, netop fordi jeg som udenforstående ikke kender til en bestemt gruppes oplevelse af hverdagens problemer, som jeg måske forstærker med stereotype skriverier. 

 

Jeg vil fortsat prøve at skrive, så jeg ikke støder eller direkte skader nogen. Det kræver, at jeg er ekstra opmærksom. For jeg har ikke tænkt mig at droppe min første bog om LBGTQ elvere og mennesker, der skal navigere i en racistisk, patriarkalsk verden med toxic masculinity og i stedet skrive om noget, jeg kender, nemlig kvindelige præster sidst i 30'erne i dagens Danmark, hvis største udfordring er first world problems så som at overspringshandle med blogindlæg i stedet for at gå i gang med at skrive på deres bog nummer 2.

 

 

 

 

Please reload