May 24, 2018

March 16, 2018

February 7, 2017

Please reload

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Inde i mit hoved var det guld

April 9, 2018

Jeg er plotter/outliner, hvilket betyder, at jeg planlægger alt, hvad jeg vil skrive, inden jeg skriver det. I den anden ende af spektret er discovery writer/pantser (writing by the seat of your pants). Mange ligger i midten og planlægger noget, men skriver sig frem uden vejkort til resten.

 

Man skulle måske tro, at når jeg har kogt suppe på min historie inde i hovedet i ti år, så burde min bog være klar til bare at blive skrevet ud på papir, og sådan føles det også somme tider. Men så kigger jeg på det, jeg har skrevet, når jeg er færdig og tænker: "Hvad er det for noget makværk? Hvor kom det fra? Det lød så perfekt og formfuldendt inde i mit hoved!" 

 

Det er nok noget alle forfattere må bakse med. Der skal mange omskrivninger og retterunder til, før ordene er bare nogenlunde klar til at andre skal se dem. Også her er der dog en akse, hvor dem i den ene ende er så nervøse, at de aldrig synes, de kan gøre det godt nok, mens folk i den anden ende fejlagtigt tror, at de ikke behøver en retteproces.  

 

PAS PÅ MED AT KRITISERE ANDRES BØRN

Jeg er heldig, jeg er ikke så nervøs for at vise mit hjertebarn til nogen, og jeg er heller ikke særlig nærtagende, når der skal gives kritik (tror jeg). Det har jeg hørt kan være svært for mange forfattere, og i skrivegrupper har jeg også oplevet andre forfattere, der udstrålede en uendelig harme mod de idioter, der ikke kunne se, at deres indlevede sider var en ren guldgrube af skønhed.

 

En forfatter putter som regel hele sin sjæl i det, de skriver. En ofte brugt sammenligning er, at forfattere er lige så nærtagende med kritik af deres tekster, som forældre er med kritik af deres børn.

 

Forældre kan af en eller anden grund ikke selv se, når deres englebørn har makrel bag ørerne, lugter af prut og har halvdelen af deres aftensmad smurt ned af fronten. Derfor er det ikke alle forældre, der kan forstå, hvis andre ikke har lyst til at samle deres børn op og kramme dem.

 

Forfattere kan på samme måde nok have tendens til at have urealistiske forventninger til, hvor fantastisk folk bør synes, at deres skriverier er, når de vel og mærke er færdige med at redigere.

 

Jeg er dog ikke sikker på, at min evne til at modtage kritik med et åbent sind skyldes, at jeg ikke har børn :)

 

HVOR PERFEKT SKAL DET VÆRE?

Som sagt kan nogle virkelig ikke se deres egne mangler, og mener at deres første udkast uden rettelser er Guds gave til litteraturen. Men de fleste forfattere skal nogle retterunder igennem, før de overhovedet er klar til at vise deres guldklump til andre, og så er de panisk angst for, at folk ikke kan lide deres skriverier. Hvis du har lagt din sjæl i linjerne, er det jo også lidt som om, folk kritiserer en (stor eller lille) del af dig, når de udpeger fejl/ steder, der har plads til forbedringer.

 

Jeg synes, at hvis man skriver bøger, som andre skal betale penge for og bruge kostbar tid på at læse, så skylder man at gøre historien så god, som man overhovedet kan. Selvfølgelig kan man ikke gøre alle tilfreds, men hvis man kan gøre de fleste i ens målgruppe glade, så er der jo social-realisme-elskerens egen skyld, hvis hun har købt min epic-fantasy-bog, og ikke kunne lide den. Hendes kritik vil jeg nok ikke tage så nært. Men læsere af J. R. R: Tolkien og George R. R. Martin måske har mere relevant kritik, jeg bør overveje.

Please reload