Posts are coming soon
Stay tuned...

At prædike eller ikke at prædike


VÆR BEVIDST OM ALT HVAD DU SKRIVER

Selvom jeg burde sidde og skrive prædiken lige nu, så er det ikke det, blog-indlægget kommer til at handle om.

Jeg betalæser for en anden forfatter, der gør mig samme tjeneste. Jeg opdagede, at han havde en helt anden holdning end jeg til, om forfatteren på den ene eller anden måde skal fordømme negative ting i deres bøger, eller om det skal være 100 % op til læseren selv.

En af hans karakterer havde et syn på sine medmennesker (især på kvinder), som jeg havde nogle kommentarer til.

BÅDE at forfatteren skulle være bevidst om, om han brugte kvindenedgørenede metaforer med vilje, fordi det passede til karakteren, eller fordi hans hjerne kørte på autopilot og gengav nedsættende ting fra vores eget samfund, som desværre er blevet faste udtryk.

OG at jeg personlig mente, at han burde sørge for, at nogen senere i bogen gjorde opmærksom på karakterens fejl, eller at han gennemgik en udvikling og selv indså at hans holdninger i fortiden var forskruede.

Min betalæser havde helt styr på tingene i sin roman, og de fleste udtryk var valgt bevidst, netop fordi karakteren kom fra en kultur, hvor mænd ikke havde meget tilovers for kvinder.

Men han ønskede at gengive en konflikt fra flere forskellige personer med forskellig baggrund, for at give et nuanceret billede, som det var op til læseren selv at bedømme. Han gik ind for, at læseren selv kunne og skulle se, at barbaren fra hans første kapitel, var en person, hvis holdninger man ikke burde overtage.

Og jeg er ikke uenig i, at de fleste godt kan gennemskue, at Joffrey fra Game of Thrones er en klaphat, at Voldemort et dobbelmoralsk, racistisk røvhul og at Humbert fra Lolita trods smuk prosa er en pædofil klamrian. Min bekymring er mere alle de små ting. For meget få ønsker at være som skurkene i de historier de læser i bøger og ser i tv. Det er heltenes åbenlyse og især skjulte fejl, vi skal passe på med.