At prædike eller ikke at prædike

VÆR BEVIDST OM ALT HVAD DU SKRIVER

Selvom jeg burde sidde og skrive prædiken lige nu, så er det ikke det, blog-indlægget kommer til at handle om.

Jeg betalæser for en anden forfatter, der gør mig samme tjeneste. Jeg opdagede, at han havde en helt anden holdning end jeg til, om forfatteren på den ene eller anden måde skal fordømme negative ting i deres bøger, eller om det skal være 100 % op til læseren selv.

En af hans karakterer havde et syn på sine medmennesker (især på kvinder), som jeg havde nogle kommentarer til.

BÅDE at forfatteren skulle være bevidst om, om han brugte kvindenedgørenede metaforer med vilje, fordi det passede til karakteren, eller fordi hans hjerne kørte på autopilot og gengav nedsættende ting fra vores eget samfund, som desværre er blevet faste udtryk.

OG at jeg personlig mente, at han burde sørge for, at nogen senere i bogen gjorde opmærksom på karakterens fejl, eller at han gennemgik en udvikling og selv indså at hans holdninger i fortiden var forskruede.

Min betalæser havde helt styr på tingene i sin roman, og de fleste udtryk var valgt bevidst, netop fordi karakteren kom fra en kultur, hvor mænd ikke havde meget tilovers for kvinder.

Men han ønskede at gengive en konflikt fra flere forskellige personer med forskellig baggrund, for at give et nuanceret billede, som det var op til læseren selv at bedømme. Han gik ind for, at læseren selv kunne og skulle se, at barbaren fra hans første kapitel, var en person, hvis holdninger man ikke burde overtage.

Og jeg er ikke uenig i, at de fleste godt kan gennemskue, at Joffrey fra Game of Thrones er en klaphat, at Voldemort et dobbelmoralsk, racistisk røvhul og at Humbert fra Lolita trods smuk prosa er en pædofil klamrian. Min bekymring er mere alle de små ting. For meget få ønsker at være som skurkene i de historier de læser i bøger og ser i tv. Det er heltenes åbenlyse og især skjulte fejl, vi skal passe på med.

DE SMÅ TING

Det, jeg er mest nervøs for i min egen bog, er alle de udtryk, der sniger sig ind via min egen autopilot-hjerne, også hos mine hovedkarakterer, som jeg håber, at læserne vil se som rollemodeller.

Gengivelser af "små-racistiske", homofobe, transfobe, kvindenedgørende osv holdninger i sprog og handlinger hos mine karakterer, som står uimodsagt, bliver måske taget for gode varer.

Når jeg opdager dem, prøver jeg så vidt muligt at sætte en af mine karakterer til at gøre opmærksom på fejlene, fordi jeg ikke er sikker på, at min læser fanger uretfærdighederne. For min læser er med stor sandsynlighed priviligeret, og for os, der har privilegier, er det svært at se, at andre ikke har det.

Tag sådan en lille ting, som at kalde en mand for en "tøsedreng". Selv hvis jeg lader en af mine skurke have dette sprogbrug, tror jeg ikke, at mange læsere fanger, hvor skidt udtrykket er. Kun at skurken er irriterende, fordi han fornærmer min hovedperson. Men der er så mange lag i et udtryk, som de fleste af os bruger i daglig tale, og det, tror jeg netop, er fordi, de historier, vi har i vores liv, ikke gør os opmærksom på, at det er negativt.

Det handler både om toxic masculinity og den stereotype holdning, at der kun er én slags mænd og én slags kvinder, og "rigtige" mænd skal være aggressive, stærke, modige osv. Så hvis en mand frygter et eller andet, må man hælde en masse skam ud over ham (uanset om det er fornuftigt at sige fra overfor noget farligt i situationen eller ej).

Men der er også det underliggende problem, at man prøver at kaste skam ved at kalde nogen for en pige. Som om det er negativt at være en pige (ligesom når man bruger "bøsse" som skældsord, som om det er negativt at være homoseksuel). Og skaden er ikke begrænset til at gøre mænd skamfulde over ikke at leve op til én bestemt måde at være mand. Det fortæller både mænds og kvinders (og alt der imellems) underbevidsthed, at det at være pige ikke er lige så godt som at være en mand. "Du kaster som en pige." "Mand dig op/tag det som en mand." "Mors dreng." "Drenge/mænd græder ikke." "Nej du skal ikke gå i lyserødt, det er for piget."

MIDDELALDER OG REALISME

Både min betas bog og min egen foregår i et middelalderligt univers, og her kan man naturligvis forvente, at der ikke er ligestilling mellem mænd og kvinder, ellers bliver bøgerne urealistiske.

Men det er begge fantasy bøger, som ikke foregår i vores verden, så hvad forhindrer os i at opfinde verdener, hvor forholdene og kulturen er anderledes?

I min bog 2 har jeg sat mig for at være ekstra opmærksom, for der besøger mine karakterer andre kulturer, som jeg gerne vil fremstille som noget mere progressive, så der må jeg tøjle min autopilot og sørge for at stryge så meget racistisk, homofobt, kønsdiskreminerende osv sprogbrug som muligt.

SKAL LÆSEREN HAVE HJÆLP?

Min beta har en stor tiltro til, at læserne selv kan se, hvad der er godt og skidt, og her er jeg måske bare pessimistisk. Jeg tror, at vi kan camouflere dårlige budskaber, som læseren internaliserer, hvis vi ikke passer meget på. Det er først nu godt oppe i 30'erne, at jeg begynder at lægge mærke til ting, som jeg bifaldt som barn, fordi heltene gjorde det, men som jeg nu grimmes over.

I soldaterkammerater (1958) fremstilles det som helt ok, at mobbe den rige fyr spillet af Klaus Pagh, indtil han retter ind, og bliver mere som Paul Hagen, Ebbe Langberg og Preben Kaas.

I Slå først Frede (1965) er Ove Sprogø lige så påtrængende overfor kvinder, som den James Bond han er en parodi på... og James Bond er efter min mening ikke blevet meget mindre problematisk i sit kvindesyn fra 60'erne og op til i dag.

I Indiana Jones- og Starwars-serien har Harrison Fords roller op gennem 70'erne og 80'erne konstant ignoreret, når kvinder afviste ham, men det fremstilles som romantisk, at han 'overtaler' dem/kører dem træt eller også så spillede de kostbare og ville i virkeligheden gerne kysses.

Og hvis forfatteren/filmmageren ikke viser, at det er forkert at gramse på kvinder, før man har spurgt om lov og fået ja, eller endnu værre blåstempler det som romantisk, eller man viser, at bøller, der får ret, er sådan, som verdensordenen burde være, så er det det budskab læseren/seeren tager med sig.

Så jeg har ikke ændret holdning. Jeg tror stadig, at alle der skaber fortællinger, skal passe på ikke at gentage de historier, man har opdaget er skadelige, i hvert fald ikke uden på en eller anden måde at vise, hvad der bør laves om. Selvfølgelig skal vi ikke skrive om perfekte karakterer, det er godt med nogle fejl. Jeg tror bare, vi skal være tydelige, når vi gør opmærksom på karakterernes mangler, især hvis det er nogle, som alle endnu ikke har opdaget er fejl ^_^