En forfatters bekendelser

Der er så mange klichéer og tropes i mine bøger, at det næsten er pinligt. Nogle af de gamle travere havde jeg fra starten planlagt, så de var tvistet en lille smule i forhold til normalen... andre har jeg fanget for sent til at kunne ændre dem, og andre igen har jeg nået at ændre inden udgivelse, så jeg har kunnet redigere mig ud af ydmygende begynderfejl uden at nogen har opdaget det... indtil nu. Og så er der stadig nogle planlagte tropes, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, fordi jeg nu indser, at de er håbløst tyndslidte, men jeg har planlagt en masse ting i forhold til dem, så jeg skal ændre ret meget i min store plan, hvis jeg skal af med klichéerne.

DEN SINDSSYGE EX-KÆRESTE

Dette trope er et af omdrejningspunkterne i HELE min første roman, da den ene af skurkene er den sindssyge ex-kæreste, så her er jeg skyldig. Den eneste måde denne kliché kan siges at være vendt rundt på er, at det drejer sig om et homoseksuelt forhold, hvilket ikke er så normalt... men vi befinder os i 2018, så LGBTQ kærester BURDE ikke være så banebrydende, at det tæller som en omvæltning af dette trope. Men i det mindste er ex'en ikke bare en biperson, der kun er skrevet ind for at få en smule konflikt, han er hovedkonflikten i sidste halvdel af bogen, og han er ikke bare en endimensionel papfigur.

FORÆLDRELØS BONDE-SØN SOM I VIRKELIGHEDEN ER KONGE

Her er jeg også lidt skyldig, men det er ikke sådan noget, hvor det viser sig at det var skurken, der dræbte hovedpersonens forældre. Den enes forældre er døde af ganske almindelig alderdom, og den andens forældre er døde af tuberkulose, hvilket selvfølgelig er trist men ikke unormalt i et middelaldersamfund. Den ene hovedperson har stadig alle sine søskende, som støtter op om ham og er vældig omsorgsfulde, så jeg følger alligevel ikke helt tropet og laver en ny Harry Potter i et kosteskab.

Og så har jeg lavet lidt en drejning af bonden, der bliver konge. Min ene hovedperson er baron, men kun af navn og er meget fattig - han er faktisk nærmere en selvejer bonde, der får muligheden for at vinde sig til en plads på tronen.

DEN ONDESTE SKURK

Jeg har en slags dark lord, som godt nok er navngivet mere som Lucifer, altså som lysbringeren, men han fungerer lidt som den klassiske evil overlord ala Voldemort eller Sauron. Det trope kan jeg ikke rigtig nå at lave om på, så ligesom den sindssyge ex må jeg bare sørge for at beskrive ham så godt, at han ikke bliver en overfladisk parodi, men en interessant karakter, med forståelige motiver. For så tænker jeg, at læserne bærer over med, at han ikke er den første over-skurk, de har læst om.

Til gengæld er der ikke rigtig noget at stille op med skurken fra den allerede udgivede Flugten fra ildvæveren. Nu vil jeg ikke spoile, hvorfor han er ond, men da jeg udtænkte ham, greb jeg den første ide, jeg fik, og skrev løs. Først senere gik det op for mig, hvor kliché hans "ondskab" var, og her burde jeg nok have kasseret de første ideer og taget en senere idé, der ikke er skrevet så mange gange før. Og da han kun er med i min novelle og ellers kun bliver nævnt i min roman, er der heller ikke mange sider til at gøre ham til en dyb og interessant karakter.

DRØMMESEKVENSER OG TREKANTSDRAMAER

Jeg er også skyldig i at starte med en drømme sekvens, i en af mine noveller, og jeg har op til flere drømmesekvenser med i min første roman. Men til mit forsvar vil jeg sige, at det er drømme, der er med til langsomt at give læseren et indblik i den ene hovedpersons fortid, så de er relevante for karakterudviklingen.

Om det er en god ide, at jeg har trekantsdramaer i både bog 1 og i særdeles hed i bog 2, er jeg stadig ikke er helt afklaret omkring. I hele bog 2 spiller trekantsdramaet en vigtig rolle, og jeg kan frygte, at det kommer til at gå ud over adventure delen af bogen. Men her må jeg så bare gøre mig ekstra umage, for at det er det værd, at læse denne kliché igen i lige netop min bog.

RACER OG HESTE

Så er der selvfølgelig også "problemet" med racerne. De klassiske Tolkien racer, mennesker, elver og orker... jeg har ingen hobitter eller dværge, men det er stadig en kliché at bruge disse racer. Jeg har så forsøgt at gøre mine elver og orker anderledes end Tolkiens. Ja, elverne er glade for træer og er vegetarer, men jeg har opfundet min egen mytologi, der forklarer dette. Og orkerne er ikke onde forskruede elvere.

Jeg overvejede om jeg skulle kalde dem noget andet, ligesom jeg overvejede om jeg skulle finde på nye navne til alle planter og dyr. Men et skriveråd, jeg har hørt mange gange, er: "Bare at kalde tingene, det de er." Hvis det er en hest, så kald det en hest. Det er mere distraherende for læseren at skulle prøve at regne ud, hvad det er for en slags dyr, og når de opdager, at den ligner en hest og har alle de funktioner, en hest har, så bliver de måske endda irriterede over at skulle bruge mental energi på det.

Men i det mindste har jeg aktivt forsøgt at lave realistiske heste, der ikke kan ride i dagevis uden mad. Og det er en balancegang, for det er jo ikke lige så plot-relevant, at de skal huske at købe fodder til den, som det er, at hesten er for træt til at ride fra forfølgerne. Ligesom det, at mine karakterer af og til er nødt til at træde af på naturens vegne, vaske tøj og lave mad, når de er på en 4 måneder lang stroppetur gennem landet, også skal skrives smart, for ikke bare at være ligegyldige oplysninger, men faktisk bruges til karakter-udvikling eller plot.

Når man har en homofobisk snerpe, der følges med en bramfri bøsse, kan der dog komme meget sjov ud af, at den frimodige bøsse kommer tilbage fra tøjvask i nærmest ingenting, netop som den sippede skabsbiseksuelle er gået om bag et træ for at tisse.

Der er mange flere tropes, men jeg tænker at der er en grund til, at mange af os nyder at høre gamle kendte historier igen og igen. Så kunsten er bare at pakke dem ind i nyt papir, og måske af og til vende nogle af klichéerne på hovedet.